Peberspray og spark i hovedet: 15-årig dreng overfaldet i Højbjerg
En 15-årig dreng er angiveligt blevet udsat for et voldsomt overfald på Rundhøjtorvet tidligere på ugen.
Det meddeler Østjyllands Politi.
Politiet modtog torsdag eftermiddag en anmeldelse om, at den 15-årige var blevet overfaldet på torvet i Højbjerg onsdag aften.
Ifølge anmeldelsen fandt overfaldet sted omkring kl. 21.25 foran et supermarked.
Politiet søger vidner
Her havde den 15-årige befundet sig med et par venner, da de var blevet kontaktet af en gruppe på fire unge mænd.
Efter en kort samtale havde to af mændene sprøjtet peberspray på den 15-årige og efterfølgende sparket ham flere gange i hovedet og på kroppen, inden de flygtede fra stedet.
Det fremgår af døgnrapporten.
Læs også: Vanvidsbilist blæste over for rødt: Politiet leder efter 3 konkrete vidner Østjyllands Politi hører gerne fra vidner med kendskab til sagen, der fortsat er under efterforskning med henblik på at få identificeret gerningsmændene.