Blotter ombord: 16-årig pige krænket i Letbanen
Mandag aften kl. 18.20 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 16-årig pige var blevet udsat for blufærdighedskrænkelse.
Krænkelsen havde fundet sted kort forinden, mens pigen kørte med Letbanen i nordgående retning, skriver politiet i døgnrapporten.
I Letbanen havde en ukendt mand pludselig sat sig overfor den 16-årige, hvorefter han var begyndt at onanere.
Pigen stod efterfølgende af i Nye, mens blev manden blev ombord og fortsatte mod Lystrup.
En patrulje blev sendt til stedet for at undersøge anmeldelsen nærmere, men manden var ikke umiddelbart til at træffe.
Ifølge anmeldelsen beskrives manden som værende slank af bygning, lys i huden og omkring 30-40 år.
Han havde mørkeblond hår og var iført sorte joggingbukser.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og har i øjeblikket ikke yderligere kommentarer, lyder det afsluttende i døgnrapporten.