Peberspray og trusler på livet: 20-årig kvinde udsat for voldsomt overfald i Aarhus
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller senere i dag en 28-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Manden er sigtet for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, vidnetrusler samt trusler på livet begået mod en 20-årig kvinde på en adresse i Aarhus V onsdag aften.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 20-årige kvinde stod på fortovet foran adressen i Aarhus V, da en bil kl. 21.22 kørte op foran hende.
En mand hoppede ud, kaldte kvinden ukvemsord, sprøjtede peberspray i hendes ansigt og truede hende på livet, hvorefter han hoppede tilbage i bilen, som kørte fra stedet.
Kvinden fik efterfølgende alarmeret politiet.
Læs også: Politiet søger vidner: 82-årig fik besøg af tricktyv Torsdag kontaktede den 20-årige kvinde igen politiet, da hun efter overfaldet havde modtaget diverse skriftlige trusler via sociale medier, fra en mand hun nu havde genkendt som den 28-årige.
Den 28-årige blev anholdt på sin bopæl i Aarhus V torsdag aften kl. 21.31.
Anklagemyndigheden anmoder om, at den 28-årige varetægtsfængsles, skriver Østjyllands Politi afsluttende.