27-årig idømt fængsel: Fremstillede adskillige falske coronapas
En 27-årig mand er i Retten i Aarhus blevet idømt halvandet år fængsel for særlig groft dokumentfalsk ved at have fabrikeret 49 falske coronapas på bestilling. Det skriver Østjyllands Politi.
Straffen blev ekstra hård, fordi den 27-årige blev dømt efter straffelovens 81d, som kan bruges ved coronarelateret kriminalitet.
I juli i år var Østjyllands Politi i gang med at efterforske en anden sag, da efterforskerne på en mistænkt mands mobiltelefon fandt en chat-korrespondance med den 27-årige, hvor manden bestilte et falsk coronapas.
Den korrespondance fik politiet til at aflægge den 27-årige et besøg i hans hjem i Aarhus. Her beslaglagde betjentene flere computere og mobiltelefoner, som blev undersøgt af politiets teknikere.
På den måde fandt politiet frem til, at den 27-årige havde fabrikeret en række falske coronapas, og han blev efterfølgende varetægtsfængslet.
25 personer modtog coronapas
I retten torsdag blev han dømt for have videreoverdraget 49 falske coronapas til mindst 25 forskellige personer efter forudgående aftale.
Derudover blev han dømt for at have fabrikeret seks coronapas til eget brug.
”Den 27-årige har begået omfattende dokumentfalsk og forfalsket coronapas på et tidspunkt, hvor der var indført restriktioner for at forhindre en pandemi at sprede sig. Derfor er jeg tilfreds med, at retten dømte ham efter straffelovens paragraf 81d,” siger anklager Maria Buus Sørensen.
Den 27-årige erkendte forholdene. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.
En række af de personer, som har modtaget de falske coronapas er blevet sigtet i sagen, mens andre forventes at blive sigtet senere.