292 gram kokain og MDMA: 28-årig fængsles efter vild politiaktion
Onsdag formiddag den 2. september startede grundlovsforhøret af en 28-årig mand, der dagen forinden blev anholdt i Aarhus V med flere hundrede gram kokain og MDMA samt hundredetusindevis af kroner i kontanter.
Nu kan Østjyllands Politi fortælle, at der er faldet dom i sagen, hvor den 28-årige mand har erkendt sig skyldig og er blevet dømt til 2 år og 9 måneders fængsel. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 28-årige er blevet dømt for besiddelse af 244 gram kokain, 29 gram MDMA samt salg af 292 gram kokain. På hans bopæl blev der desuden fundet 234.100 kroner i kontanter, som stammer fra salget.
Han kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling og modtog dommen, konkluderede Østjyllands Politi i deres pressemeddelelse.
6.000 flasker lattergas beslaglagt i stor politiaktion
Anholdelsen af den 28-årige skete i samarbejde med Københavns Politi, da den også trækker tråde til en anden stor sag i København.
Tirsdag den 1. september kunne Østjyllands Politi, Københavns Politi og Skattestyrelsen i samarbejde konfiskere intet mindre end 14 paller lattergas, der svarer til 6.000 lattergaspatroner.
Det skete efter en anholdelsesaktion på tre forskellige adresser i henholdsvis København, Roskilde og Aarhus V, hvor den 28-årige gerningsmand altså blev anholdt.
Udover den 28-årige har politiet yderligere anholdt tre personer i alderen 25 til 48 år, som alle har tilknytning til bandemiljøet. De er alle blevet sigtet for overtrædelse af lattergasloven.