Patrulje slog til: 36-årig bilist sigtet for flere forhold
En personbil tiltrak sig en patruljes opmærksomhed på Hasle Ringvej kort før kl. 19, og betjentene besluttede sig for at bringe køretøjet til standsning og foretage en kontrol. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
I bilen sad en 36-årig mand. Han var ikke ejer af bilen, og da han havde fået inddraget førerretten, blev han sigtet for kørsel uden førerret. Betjentene beslaglagde herefter bilnøglen for at forhindre yderligere kørsel og for at kunne udlevere dem til rette ejer.
Manden fremstod påvirket, og betjentene bad ham derfor om at tage en narkometertest, som gjorde udslag for flere euforiserende stoffer.
Han blev derfor anholdt og yderligere sigtet for narkokørsel.
Bilens ejer blev desuden kontaktet og sigtet for at overlade sin bil til en person uden et gyldigt kørekort.
Herefter blev den 36-årige mand taget med til hospitalet for at få taget en blodprøve, inden han blev løsladt.