Kastede med olietønde og asfaltstykker: 39-årig udsat for groft overfald på café i Aarhus
Tirsdag aften modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 39-årig var blevet udsat for et groft overfald på gaden.
Anmeldelsen kom kl. 23.36 og lød på, at manden havde søgt tilflugt på en café, men derefter var blevet overfaldet yderligere.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
To gerningsmænd havde kastet en olietønde og asfaltstykker efter den 39-årige på Vestergade, og herefter var han flygtet ind på en café i gaden.
Her havde de to mænd fulgt efter den 39-årige og både sparket og slået ham med en stol, så han var væltet bagover. Derefter stak de af fra stedet. De to mænd har, ifølge Østjyllands Politi, en form for forudgående kendskab til den 39-årige.
En patrulje kom hurtigt frem til stedet og fik afhørt vidner og sikret videoovervågning. Da politiet senere på aftenen blev gjort bekendt med, at to berusede personer opførte sig forstyrrende på Lille Torv i Aarhus, passede de to på signalementet af de formodede gerningsmænd til overfaldet i Vestergade.
De to mænd på henholdsvis 22 og 24 år blev anholdt kl. 03.33 og sigtet for at have begået grov vold.
Den 22-årige nåede også lige at blive sigtet for endnu et forhold i form af et flugtforsøg, da han som anholdt og ilagt håndjern tog en lille løbetur på et par hundrede meter, inden han blev indhentet af en betjent og tilbageholdt på Store Torv i Aarhus C med den fornødne magt.
De to mænd blev efterfølgende taget med på stationen til afrusning og nærmere afhøring onsdag morgen.