Nyt statsligt tilskud: 45 nye elbusser på vej til Østjylland

Region Midtjylland får 13,8 mio. kr. i statsligt tilskud fra Trafikstyrelsens pulje til grønne busser og flextrafik.
Pengene går til 45 regionale elbusser i Østjylland og på Djursland som led i overgangen fra diesel til el.
Busserne sendes ud på vejene efter køreplanskiftet i juni 2026.
Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
De 45 elbusser indgår i Midttrafiks 69. udbud og udgør en del af et større skifte, hvor i alt 270 busser skal være i drift.
På Djursland kan samtlige regionale ruter overgå til elbusser efter køreplanskiftet.
Hvad Aarhus angår, bliver der skiftet til elbusser på ruterne 114 (Aarhus – Hammel), 123 (Aarhus – Rønde – Ebeltoft) og 200 (Skanderborg – Aarhus – Hinnerup).
Omfattende omstilling i gang
Det er tredje gang, Region Midtjylland modtager statslig støtte til elbusser.
De to tidligere tilskud blev givet til elbusser i Lemvig-området og i den sydøstlige del af regionen, fortrinsvis i Horsens-Hedensted-området.
Omstillingen bidrager væsentligt til regionens mål om CO₂-neutral regional bustrafik senest i 2030.
Midttrafik planlægger driften, så de samme elbusser kan køre både regionale og lokale ruter.
Det giver en mere effektiv brug af busserne og en bedre planlægning af chaufførernes arbejdstid.
Læs også: Kan afløse Rejsekortet: Ny billet testes i Aarhus Passagererne vil enkelte steder opleve, at der indsættes el-ledbusser i stedet for traditionelle elbusser for at sikre tilstrækkelig kapacitet.
Elbusser har typisk færre siddepladser end dieselbusser, og el-ledbusserne skal kompensere for dette.
Når busserne sættes i drift i 2026, vil mere end to tredjedele af regionens bustrafik være omstillet til el.