50 år på bagen: Ikonisk slagterbutik genåbner midt i Aarhus
I intet mindre end 50 år har man kunnet besøge Slagter Stjernholm i City Vest i Brabrand, som er blevet drevet igennem 3 generationer.
Men i marts måtte den ikoniske Aarhus-slagter, ligesom mange andre erhvervsdrivende, dreje nøglen om i det lukningsprægede center.
Slagter Stjerholms ejer, Allan Stjernholm, udtalte i forbindelse med lukningen til Din Avis Aarhus:
“Det har været svært. Vi ville rigtig gerne blive i City Vest, men vi kan ikke vente længere. Vi kan ikke længere drive forretningen herude, det er uladsiggørligt.”
Men nu er der altså nyt fra slagteren. På Facebook meddeler de nemlig, at de i mandags flyttede ind i helt nye lokaler på Søren Frichs Vej i den nye bydel Aarhus K.
Klar til at invitere gæster i de nye lokaler
“Efter 4 ugers nedpakning, flytning og klargøring (og lidt ferie ) er vi endelig klar til at byde jer velkommen i vores nye lokaler.
Vi har ikke helt fuldt sortiment endnu, men stadig masser af lækre produkter på hylden,” skriver Slagter Stjernholm på Facebook.
Til Stiften fortæller Allan Stjernhold, at de vil tilpasse slagterbutikkens sortiment efter kundernes behov.
“Det kommer også lidt af sig selv, da butikken her er lidt mindre i forhold til, hvad vi er vant til. Den demografiske sammensætning er lidt anderledes i forhold til City Vest, så vi skal lige se, hvilket udvalg folk gerne vil have,” siger Allan Stjernholm med et smil til Stiften.
Den helt store butiksåbning sker i slutningen af august. Følg med i nyheder fra Slagter Stjernholm her.