500 jobafslag førte til en pitabar: En kundes LinkedIn-opslag gav ham drømmejobbet
Influenten Casper Drømme gav Zaki Pitas bowl 4.1 ud af 5 stjerner og postulerede, at den kørte han gerne over broen efter.
Forretningen kører strygende og kunderne er glade.
Alligevel langer Zaki Pita med Abdullah Moh’D ved roret i dag for sidste gang pitaer over disken i salgsvognen i Åbyhøj.
Fravalgt på grund af sit navn
“Jeg har fundet drømmejobbet, og det bringer mig til Sjælland de næste par år.
Derfor kan jeg ikke længere holde Zaki Pita kørende,” siger ejer af Zaki Pita Abdullah Moh’D til MigogAarhus.
Lukningsårsagen er altså positiv, men baggrundshistorien strabadserende;
Abdullah er uddannet bygningskonstruktør, men har ikke kunnet finde job, hvilket ifølge ham skyldes, at han har et udenlandsk klingende navn.
Han blev end ikke kaldt til samtale på de 500 ansøgninger, han sendte.
Jo, den ene gang, han kaldte sig Morten, men det blev ikke taget vel imod, da han afslørede sit rigtige navn.
Noget andet måtte ske.
“Jeg stressede over ikke at have fundet job efter halvandet års tid.
Jeg har aldrig været god til ikke at lave noget,” siger Abdullah, der har arbejdet, siden han var 15 år gammel.
Derfor startede han Zaki Pita.
Opskrifterne er blevet til ved hjælp af Abdullahs mor, og broderen har også hjulpet til.
Kunderne har fra start været begejstrede for Zaki Pita, der ifølge Abdullah laver landets eneste kebab bowl.
En kunde skrev et LinkedIn-opslag
En dag faldt en kunde i snak med Abdullah og hørte hans historie.
“Hun var i chok over, at jeg ikke kunne få job på trods af mine kvalifikationer,” forklarer han.
“Efter et par dage skrev en kammerat til mig, at jeg var blevet LinkedIn-famous,” siger han om opslaget, der dags dato har knapt 500 likes og er blevet delt og kommenteret adskillige gange.
Opslaget ledte til, at Abdullah 1.april i år kunne starte på drømmejobbet, som han er kvalificeret til.
I første omgang hed arbejdsstedet Ringkøbing, og han kørte i sin fritid Zaki Pita videre.
Arbejdsstedet er dog Sjælland fremfor Ringkøbing de næste år, så Abdullah må lukke kapitlet med Zaki Pita.
“Jeg har mixed feelings med at lukke. Det har givet mig så meget, men det kræver meget at holde det kørende.
Jeg har fået et stort netværk pga den vogn.”
Håber på større rummelighed
Abdullah Moh’D er lykkelig for sit job, men frustreret på vegne af sine tidligere medstuderende med anden etnisk baggrund, der oplever diskrimination i jobsøgningen.
Mange af dem er fortsat arbejdsløse.
Han håber, at fremtiden byder på mere åbenhed fra arbejdsgiverne, så alle kan få en chance, om de så hedder Morten eller Muhammed.
Zaki Pizza har sidste åbningsdag i dag, 2.januar, fra 15-22