Hyggelig aften ude: 6 gode vinbarer i Aarhus

Vinbarerne rundt omkring i det aarhusianske blomstrer op, og der kommer hele tiden nye til.
Måske ved du allerede, at Pinot Noir eller Shiraz er en sikker vinder, når du skal nyde et godt glas. Eller måske skal du ud at udforske nye smage?
Lige meget hvad, så er det altid hyggeligt at mødes over et lækkert glas vin omgivet af intimitet og professionel betjening, der kan guide dig i vinens verden.
I denne artikel har vi samlet 6 hyggelige vinbarer i Aarhus.
Pinot Butik og Bar
I sommerhalvåret kan du nyde et godt glas vin udenfor Pinot Butik og Bar på kirkepladsen, hvor træer, springvand og petanquebane skaber en sydlandsk atmosfære.
Pinot er en kombineret vinhandel og vinbar, og stedet har et bredt udvalg af vin og spiritus fra hele verden.
Her er du garanteret professionel vejledning og inspiration til et godt køb – både i butikken eller baren.
Hvor: Frue Kirkeplads 1 A, 8000 Aarhus
Mas Vino Vinbodega
Vinbaren ligger i en gammel og stemningfyldt fabriksbygning med højt til loftet og vinene er stedets egen import fra Spanien, mens maden tager udgangspunkt i grill og velsmag.
Hvor: Klosterport 4b, 8000 Aarhus
Plan B – vin og tapas
Hos Plan B har de altid mindst 50 vine på kortet, hvoraf de 40 serveres på glas. Hertil kommer et pænt antal ældre og eksklusive vine på flaske.
Udover vin serveres en tapas-tallerken med et udvalg af bl.a. gode oste fra Grand Fromage.
På stedet er der også ofte vinsmagning i ”Riddersalen”, besøg af vinmagere fra det store udland og masser af konkurrenceevents, hvor man kan afprøve sin viden indenfor vin.
Derudover har vinbaren netop fået 40 nye, hyggelige udendørs siddepladser, hvor man kan sidde individuelt eller er I en større gruppe ved et fælles bord.
Hvor: Fredens Torv 2, 8000 Aarhus

Sjovinisten
Sjovinisten er en ny, lille vinbar i Aarhus, som også har lidt mad på kortet.
Her serverer de deres vine på glas i delevenlige karafler ved siden af glasset. Det gør det nemt at dele et glas mellem flere personer og smage forskellige vine op imod hinanden.
Vinbaren har derudover et større udvalg af forskelige flasker på kortet, hvor du finder alt fra klassisk til natur.
Lige på den anden side af gaden overfor Sjovinisten har stedet et virkelig lækkert og solrigt (hvis solen er fremme) udeområde med blomster og hyggelige lys.
Hvor: Skolegade 37, 8000 Aarhus
S’vinbar
En gang om måneden afholder S’vinbar “Månedens smagning”. Her nørdes der helt vildt, og der vil være rig mulighed for at lære mere om producenter, druer og område.
Hvor: Klostergade 62, 8000 Aarhus

Din vinbar
Din Vinbar er en indbydende vinbar beliggende i den charmerende Jægergårdsgade.
Netop det afslappende miljø er noget, der kendetegner atmosfæren hos Din Vinbar. Her handler det nemlig ikke om, om du drikker et glas vin fra tid til anden, eller om du kender alle vinområder i Frankrig.
Atmosfæren her er afslappet, og personalet hjælper dig gerne med at finde et glas, der falder i din smag. De lader dig altid smage på vinen inden du vælger, og der er nok at vælge imellem med 65 forskellige vine på glas.
Vil du have lidt at spise til vinen, tilbyder Din Vinbar en tapasanretning og stenovnsbagte pizzaer i samarbejde med Pizza Propria.
Hvor: Jægergårdsgade 21A, 8000 Aarhus