Smukke gåture: 7 bynære vandreruter i Aarhus for hele familien
Aarhus er kendt for at have mange grønne åndehuller, og byen gemmer på store grønne arealer og parker for ikke at nævne bynære skove som Marselisborg Dyrehave og Skåde Skov.
Det er derfor oplagt at tage på vandretur og få nogle kilometer i benene i den bynære natur.
Vores venner fra Friluftsland har lavet denne guide til 7 bynære vandreruter i Aarhus, hvor det er muligt at opleve stor diversitet i både plante- og dyreliv.
Så det er bare om at snøre vandrestøvlerne og begive sig ud på dagseventyr.
1. Rundt om Egå Engsø: 5,2 km med legeplads til de små
Egå Engsø er en forholdsvis ny sø i den forstand, at det indtil 2006 var opdyrket og brugt som landbrugsområde. I 1950’erne blev det naturlige mose og engområde nemlig afvandet for at skabe mere landbrugsjord.
Går vi cirka 7.000 år tilbage strakte Aarhusbugten sig dog ind i området her, men gennem bronzealderen forvandlede det sig til et sumpet område med enge og moser.
Da man i 2006 fjernede de gamle ådiger kom området igen under vand, og det har blandt andet skabt et rigt fugleliv.
Der er anlagt sti rundt om søen, og hele turen rundt er på 5,2 kilometer. Vandreturen rundt om søen er oplagt for både store og små.
Udover at byde på fordybelse i naturen er der ved søen også anlagt stenalder- og shelterplads med bålplads, legeplads og fugletårn. Det gør det muligt for alle størrelser at nyde godt af Egå Engsø.
P-pladser findes ved Lystrupvej lige syd for motorvejsfletningen og en ved Viengevej 7, 8240 Risskov.
2. Rundt om Brabrand Sø: 10 km stisystem perfekt til barne- og klapvogne
Brabrand Sø er med god grund et velbesøgt rekreativt område i Aarhus. På de 10 kilometer rundt om søen er der rig mulighed for at få nogle fine naturoplevelser med kig til søen og med passager gennem skov, der byder på et rigt dyreliv.
Lad dig derfor ikke snyde af, at hele turen rundt om søen er asfalteret. For nogle kan det være en dealbreaker, mens det for klapvognsbrugere og gangbesværede er en rigtig god mulighed for at tilbagelægge nogle kilometer i skøn natur.
Turen rundt om Brabrand Sø giver et godt indblik i Aarhus Ådal, som for mange tusinde år siden havde forbindelse til Aarhus Bugt. I dag består området af sumpe, moseområder og søer – hvor Brabrand Sø er den største.
For en endnu længere vandretur kan ruten rundt om Brabrand Sø kombineres med Aarslev Engsø og Åbrinken, hvilket giver en tur på omkring 20 kilometer.
På vandreturen omkring Brabrand Sø kommer du desuden forbi Naturcenter Sølyst – et rekreativt område med blandt andet bålhus. Der findes også to fugletårne, der giver mulighed for at studere områdets rige fugleliv.
Parkering finder du hele fire steder omkring søen. Se mere på kortet her.
3. Hasle Bakker og True Skov rundtur: 8 km og 105 meter over havet
Gå på opdagelse i det kuperede terræn ved Hasle Bakker og fortsæt til True Skov, som er en ung statsskov, der blev anlagt i 1994.
Turen fra Hasle Bakker til den østlige ende af True Skov er på omkring 8 km, men den kan nemt forlænges ved at gå på yderligere opdagelse rundt i True Skov længere mod vest, hvis du passerer Anelystvej.
På den måde er det muligt at få en rigtig god dagstur med en del kilometer i benene. Vil du dele turen i to, kan du i True Skov overnatte i shelteret ”Koglen”, som du finder mere info om her.
Efterhånden er True Skov vokset godt til, og med tiden bliver det Aarhusegnens største skov. Når du går gennem Hasle Bakker, kommer du også op på det tredjehøjeste punkt i Aarhus Kommune: Bakkekammen med sine 105 meter over havet.
Ved Skjoldhøjkilen er der samtidig lidt at gå på opdagelse i for familiens mindste. Svævebaner, klatrestativer og balancebomme udgør en herlig aktivitet for både store og små.
I True skov findes der også hele to hundeskove til de firbenede familiemedlemmer. På ruten kommer du også forbi fitnessplads, bålplads samt tre madpakkehuse.
4. Kystruten: 17 km med mulighed for restaurantbesøg
Aarhus er en kystnær by, så selvfølgelig skal kysten også udforskes på gåben. Det kan gøres ved at følge Kystruten, der er 17 kilometer tur/retur.
Ruten starter i Havreballe Skov og tager dig derefter gennem Mindeparken. Kystruten er egentlig en cykelrute, men vil du gerne undgå cykelstien, følger du blot de parallelle stisystemer.
Efter Mindeparken fortsætter ruten sydpå gennem Marselisborg Dyrehave, Skåde Skov og Moesgaard Skov. Herfra fører ruten dig omkring Skovmøllen ved Moesgaard, hvor der er restaurant, og hvor det er muligt at gå på opdagelse ved den historiske vandmølle. Møllen ligger desuden i gåafstand fra Moesgaard Museum.
Efter Skovmøllen går ruten retur – men denne gang forbi Ottetals-søen og Mosen. I Skåde Skov støder ruterne igen på hinanden, og herfra følger du samme vej tilbage til start.
På turen får du et godt indblik i, hvorfor de bynære skove omkring Aarhus er så populære. Her er der højt til trækronerne, kuperet og kystnært. Og med al sandsynlighed er der flere steder mulighed for at se rådyr.
5. Skovruten fra Mollerup Skov til Lisbjerg Skov: 11 km skov, vand og dyreliv
Ruten her udforsker og forbinder tre forskellige naturområder i Aarhus: Mollerup Skov, Egå Engsø og Lisbjerg Skov. Ruten er på 11 kilometer og har to forskellige startsteder.
Den kan enten påbegyndes i Mollerup Skov ved Skejbyvej eller ved Egå Engsø ved Viengevej. Herefter mødes de to stier i landsbyen Terp, for så at følge den gamle kirkesti til landsbyen Lisbjerg og Lisbjerg Skov. I Lisbjerg Skov følger du en rundtur i skoven, hvorefter ruten går samme vej tilbage.
De to startsteder kan også forbindes ved at krydse Mollerup Skov og et bebyggelsesområde. På den måde får du både en længere rute og en rundtur. Vælger du den løsning, skal du lægge ca. 6 kilometer til ruten.
På turen får du glæde af det rige fugleliv, når du går langs den sydlige del af Egå Engsø.
I Mollerup Skov finder du også et alsidigt dyreliv, som nyder godt af skovens diversitet med vandhuller, lysninger og store træer. Du kan læse mere om ruten her.
6. Sporet i Fløjstrup Skov: 8 km offroad gennem ubefærdede stier
Her får du en markeret vandrerute tæt på Aarhus, der følger mindre farbare stier. Turen er på 8 kilometer og starter ved Moesgaard Strand, hvor du også finder en lille strandkiosk.
Snart lægger du afstand til menneskemængderne og følger den mere ubefærdede rute ind i skoven. Vær beredt på trampestier, som ikke egner sig til hverken cykel eller klapvogn.
Fra Moesgaard Strand bevæger ruten sig sydpå mod Fløjstrup Skov. Går du helt ud til kysten ved Mariendal Strand du kan overnatte i et lille to-personers pileflet-shelter med udsigt til vandet.
Ruten slutter ved Ajstrup Camping, hvor du via offentlig transport kan tage tilbage til udgangspunktet – eller du kan gå turen tilbage til start og forlænge turen til 16 kilometer.
7. Geding-Kasted Mose: Spændende stisystem med vildheste og vandbøfler
I Geding-Kasted Mose er naturen vild. Vild i den forstand, at naturen i høj grad er selvforvaltende. Det betyder, at der i stedet for en masse menneskelig naturpleje er sat kvæg, vandbøfler og vilde heste ud i området. Ikke alene er det til gavn for naturen og diversiteten i moseområdet – det gør det også spændende at tage på vandretur i Geding-Kasted Mose.
Her findes forskellige stisystemer, som gør mosen til en oplagt vandredestination. Mosen rummer desuden sjældne plantearter som majgøgeurt, engskær og pilealant. Er du heldig, får du måske også lov at lytte til nattergalen eller se den sjældne isfugl.
For at kunne komme tørskoet rundt i mosen, er der opsat gangbroer. Men er du interesseret i at forvilde dig helt ind i den vilde natur, er det en god idé at huske gummistøvlerne eller et par gode vandtætte vandrestøvler.
Vil du have en god rundtur i moseområdet på omkring 6-7 kilometer, kan du starte ved parkeringspladsen ved Kasted Byvej, fortsætte på gåben ad Kasted Byvej op mod Tovhøjvej.
Gå et lille stykke ad Geding Byvej, drej til venstre og følg Egå ind gennem moseområdet, til du igen rammer Kasted Byvej og parkeringspladsen.