Slip ungerne fri: 7 sjove legepladser i Aarhus

Trænger hele familien til lidt frisk luft mellem æbleskiver, klejner og måltider med rigelige mængder sovs?
Det findes der heldigvis råd for. På med det varme tøj og afsted til en af byens mange gode legepladser, hvor børnene blive sluppet fri og fantasien og motorikken få frit løb.
Vi har fundet 7 sjove legepladser i Aarhus, som kan underholde både store og små legebørn.
Frederiksbjerg Byparks legeplads
I Frederiksbjerg Bypark ligger en skøn legeplads, som byder på et stort legetårn med rutchebane, vipper og karruseller – og ved siden af legepladsen ligger et kæmpe spindelvæv af et klatrestativ.
De mindste kan også få tiden til at gå i den kæmpe sandkasse, hvor der altid er redskaber til at mikse en lækker sandkage sammen.
Imens ungerne hygger sig på legepladsen, kan forældrene give den gas på den udendørs fitnessplads.
Her er også rigeligt med borde og bænke, hvor madpakken kan nydes.
Den indadvendte legeplads på Ingerslevs Boulevard
Går I en tur ad Ingerslevs Boulevard, finder I en underlig, rød skulptur, som ligner en mellemting mellem et grantræ i den forkerte farve og et overambitiøst fuglehus.
Hvis du drister dig til at kravle ind i skulpturen, kommer du ind i et lille rum hvor væggene bugner af særheder, medaljer, hjerteformede skelethoveder, fotos af for længst forsvundne skibe og hænder, der holder hundrede år gamle nøgler.
Kunstnerne med det kryptiske navn “en hemmelig klub” har sammen med Aarhus Kommune bygget en legeplads, der udfordrer hovedet mere end kroppen – et sted hvor man kan drømme, undre sig og hitte på i fred og ro. Det er en meget, meget lille legeplads, for her leger man alene.
Mindeparkens legeplads
Omringet af skov, med udsigt ud over Aarhus Bugt og med Marselisborg Slot som nabo finder man den skønne Mindepark, som er et sandt paradis for hele familien.
En gangbro snor sig igennem legepladsen, der har klatre- og gyngestativer, rutchebaner og legetårne – og skulle man være uheldig at falde, er belægningen heromkring lavet af blødt gummi, så man ikke slår sig alt for meget.
Ved siden af legepladsen er der et stort udendørs fitnessområde.

Frederiksbjerg Skole
På Frederiksbjerg skole finder man en rigtig fin legeplads, som frit kan afbenyttes, når skolen er lukket.
Legepladsen og uderummet er et frirum for alle – og her er aktiviteter for både små og store børn.
På selve legepladsen finder I gynger, klatrestativer, legehuse og meget mere. Derudover huser legepladsen flere dyr, bl.a. geder, fugle og kaniner, som kan besøges og fodres af børnene.
Legepladsen ligger også i omgivelser, som er perfekte til, at ungerne kan give den fuld gas med løbehjul og cykel.
Desuden ligger kaffebaren Go’Kaffe på Ingerselvs Boulevard, hvilket gør stedet endnu mere attraktivt for mor og far.

Legepladsen Kloden, Dokk1
Uanset om man er barn eller voksen, så er Kloden på Dokk1 et sted, hvor man kan være sammen, lege, drikke kaffe, slappe af og møde andre.
Legepladsen hedder Kloden, fordi de fem legeområder, der er placeret rundt om huset, repræsenterer en bestemt verdensdel.
Prøv for eksempel de vippende isflager, tag en tur i abeland eller kravl op i den seks meter høje bjørn og nyd udsigten på vej ned af rutchebanen.

Lille og stor legeplads, Botanisk Have
I bunden af Botanisk Have, tæt ved Den Gamle By, ligger denne Lille Legeplads for børn i alderen 1-6 år.
På Botanisk Haves Legeplads er der blandt andet gynger, sandkasse og flere legeredskaber, så den gode leg kan komme rigtig godt i gang.
Derudover findes der også den store legeplads i Botanisk Have, hvor der både er rutsjebane, svævebane, vandoplevelser og en karrusel.
Legepladsen ligger lige ved siden af parkeringspladsen ved Botanisk Have.
Legepladsen Steen Bille, Aarhus N
I den nordlige del af Aarhus-bydelen Trøjborg ligger Legepladsen Steen Bille.
Her finder I mange legeredskaber og legepladsen ligger placeret på et roligt, hyggeligt torv.
Flere legepladser i Aarhus
Aarhus har mange legepladser. Hvis du vil have det komplette overblik, kan du klikke ind på Aarhus Kommunes hjemmeside.