Åbner snart: Nyt spillested og natklub indtager Aarhus
Den 12. november åbner et helt nyt venue og kulturplatform under Ringgadebroen i Aarhus C.
Volume Village er navnet, og med sine 263 kvadratmeter, kommer stedet til at lægge rammerne til en natklub og et spillested for den urbane musik med plads til 349 gæster.
Stedets første koncert skydes i gang af aarhusianske Shooter Gang den 12. november.
Udover koncerter kommer Volume Village også til at danne rammer for kunstudstillinger, klubaftener, filmvisninger og andre former for events.
Stærk vilje og store visioner
Med hjælp fra sponsorer, fonde og Institut for (X) har Kulturforeningen Aarhus Volume fået muligheden for at realisere drømmen om et urbant kulturelt knudepunkt i Danmark.
De to unge iværksættere fra kulturforeningen Aarhus Volume, Albert Helmig og Sebastian Byrsting, har stået i spidsen for projektet og med deres stærke vilje, store visioner og en dedikeret gruppe frivillige er det mod alle odds lykkes dem at konstruere Volume Village.
“Vi har løst en opgave, vi egentlig ikke havde forudsætninger for at klare, men med vores stærke vilje og solide fællesskab er det lykkes.
Vi har gennem de seks år, Aarhus Volume har eksisteret, bygget scener, festivaler, studier og kontorlokaler, men Volume Village er det største. Det er fyrtårnet,” siger Albert Helmig, formand for Aarhus Volume til Lokalavisen Aarhus.
Samlingspunkt for urbane vækstsaktører
Volume Village bliver en platform for den urbane kulturscene med primært fokus på musik.
Venuet kommer til at være et samlingspunkt for de urbane vækstlagsaktører og bliver samtidig et unikt rum, hvorfra kulturens mangfoldige vækstlag kan opleves af alle.
Det bliver et knudepunkt for de skabende kræfter i byen, hvor de kan mødes, udveksle idéer og opleve hinandens initiativer og arrangementer.
”Volume Village er et fantastisk initiativ og en enestående mulighed for at skabe en fælles platform for en kultur og musikstil, der måske ikke helt er på radaren hos de øvrige musikinstitutioner i landet.
Et helt igennem organisk og “bottom-up”-projekt, der kommer til at betyde meget for miljøet, og som vi er meget glade for bliver forankret her i Aarhus,” siger Jesper Mardahl fra Promus & Music City Aarhus 2022.