Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Åbningsreception: Restaurant Atrium på Hotel Royal klar til grand opening 

Af Jan L. Pedersen
William Jørgensen og Søren Jakobsen
William Jørgensen og Søren Jakobsen

Alle får nu mulighed for et kig ind i Aarhus’ nye hotelrestaurant og samtidig opleve Aarhus’ største hotellejlighed på toppen af Hotel Royal, når hotellets nye restaurant Atrium inviterer til åbningsreception.

 

Hotel Royal og Restaurant Atrium inviterer alle indenfor til åbningsreception af Aarhus’ nye hotelrestaurant, der har fået navnet Atrium. Det foregår fredag d. 23. august.

 

For at understrege hvor vigtig den nye restaurant er for byens gamle hotel, så varer receptionen hele 15 timer, og indeholder både snacks og bobler i den berømte glaskuppel, bobler i hotellets nye store penthouselejlighed, cocktails i baren og fri adgang til Casino Royal. Derudover er det muligt at købe en gallamiddag, som serveres fra kl. 19.00.

 

”Vi har nu brugt sommeren til at komme rigtig på plads og lige finde ind i rytmen på Hotel Royal, så derfor har vi ventet til nu med at invitere til åbningsreception. Vi er efterhånden kommet rigtig godt i gang, så vi glæder os til et brag af en fest og forhåbentlig mange gæster til vores åbningsreception,” siger Søren Jakobsen, medejer af Restaurant Atrium.

 

Officielt flyttede de to ejere af Michelin-restauranten Gastromé, Søren Jakobsen og William Jørgensen, ind på Hotel Royal den 1. juni. Her overtog de alt forplejning på hotellet lige fra morgenmad, frokost, aften og roomservice.

 

Historiske oplevelser i alle kroge af Hotel Royal

Ejerfamilien bag Hotel Royal, Richard Pedersen, overtog selv driften af Hotel Royal i marts i år, efter at hotellets drift har været forpagtet ud i de seneste otte år. Siden overtagelsen har ejerne lagt mange kræfter og penge i en renovering og opdatering af hotellet. Ved at lægge ansvaret for hotellets restaurant i hænderne på de to Michelinkokke, så forventer Hotel Royals nye Hotelmanager Lilian Lenbroch, at niveauet i restauranten matcher den kvalitet, som Hotel Royal gerne vil være kendt for.

 

”Vi arbejder hårdt på, at alle vores gæster kan mærke historiens vingesus og storhed, når de overnatter hos os. Med til den oplevelse hører også, at gæsterne bliver bespist på et meget højt niveau, og det er vi lykkedes med efter, at Søren Jakobsen og William Jørgensen fra Gastromé har åbnet Restaurant Atrium hos os. Nu hænger tingene sammen gennem hele hotellet som en treenighed, så gæsten med garanti får en historisk oplevelse både i vores værelser, i restauranten og ved et besøg i vores casino, at det hele så ligger midt i Aarhus, gør jo bare oplevelsen endnu bedre,” påpeger Lilian Lenbroch.

 

Aarhus’ nye gå-i-byen-sted

Lilian Lenbroch håber, at mange aarhusianere vil kigge ind til receptionen og se byens hotel indefra. ”Desværre tror mange aarhusianere, at Hotel Royal er lukket land for dem, men det er en forkert opfattelse at have. Vi vil rigtig gerne vise, at vi er byens hotel, og særligt nu hvor vi har en restaurant og cocktail bar af høj klasse. Så aarhusianerne skal nu til at vænne sig til, at når de er i Aarhus C, så er det naturligt at kigge ind på Hotel Royal og spise frokost eller aftensmad, eller få sig en cocktail i baren blandt voksne mennesker,” pointerer Lilian Lenbroch.

 

Et af de første skridt, for at gøre hotellet mere tilgængeligt for flere, er blevet taget her i sommerferien, hvor Restaurant Atrium har fået sin helt egen indgang fra Store Torv og direkte ind i restauranten. Samtidig har man fået tilladelse til udeservering på Store Torv.

 

”Det er kun få uger siden, at vi fik tilladelsen, men det har allerede givet os et fingerpeg om, hvad vi har i vente i den retning. Store Torv har ofte fået skæld ud over, at det ikke er hyggeligt, og det er for mennesketomt. Det vil vi gerne være med til at lave om på, derfor går vi nu i gang med et udvikle et koncept, så vi er klar fra foråret 2020 til at lave udeservering på Store Torv, der passer ind i stilen på Hotel Royal,” afslører Søren Jakobsen.

Åbningsreception: Restaurant Atrium på Hotel Royal klar til grand opening 
William Jørgensen og Søren Jakobsen

 

I den nye hotelrestaurant er retterne på kortet inspireret af konceptet på Gastromé, og der vil være klassikere med inspiration i de to kokkes opdragelse i det franske køkken. Men også med lidt afstikkere til det nordiske.

 

”Vi vil forsøge at ramme det klassiske, men også lade de udenlandske gæster mærke, at de er i Danmark,” siger Søren Jakobsen. Den nye restaurant vil også tage imod selskaber lige fra bryllupper, runde fødselsdage til businessmøder.

 

Fakta

Restaurant Atrium og Hotel Royal inviterer til Grand Opening

Dato: Fredag d. 23.8.2019 fra 12.00-03.00.


Program:

12.00 – 17.00. ”Reception og Åbent Hotel”. Gratis for alle, vi tilbyder et glas bobler og snacks + fremvisning af Hotel Royals nye penthouselejlighed, hvor der også bydes på et glas bobler.

 

19.00 – 23.00. ”Galla middag” Pris: 895,- pr. couvert. (Begrænset antal. Reservation på atrium@atriumroyal.dk)

 

Gallamiddagen er en 4-retters menu med dertilhørende vinmenu

Velkomstdrink og snacks

***
Forret – Taskekrabbe med æble, dild og citron

***
Mellemret – Terrine af unghane med grillede blommer og ristet pistacie

***
Hovedret – Stegt helleflynder med palmekål og røget sauce

***
Dessert – Kirsebær-is med friske kirsebær, saltet karamel og ristet havre

 

Efter middagen serveres Atriums bud på ”Kaffe og Sødt”

 

23.00. Bar, DJ og Casino Royal. Gratis entré. Alle er velkomne, bobler serveres v. ankomst. DJ og cocktailbar i Restaurant Atrium. Fri entré i Royal Casino hele natten.

Del artikel

Andre læser også