Åbyhøj: Tre personer løsladt i sag om knivstikkeri og påkørsel
Østjyllands Politi har løsladt de tre mænd, der blev anholdt i forbindelse med et knivstikkeri og en bevidst påkørsel i går aftes i Åbyhøj.
Alle tre blev afhørt om episoden, og ingen af dem er efterfølgende sigtet i sagen. Vi har umiddelbart ikke kunnet finde bevis for, at de tre personer skulle have begået noget strafbart, siger politiinspektør René Raffo.
Østjyllands Politi efterforsker fortsat sagen og er stadig i gang med at stykke billedet af episoden fra i går sammen.
Der har været en uoverensstemmelse mellem to grupper mænd, som har udviklet sig til et voldligt sammenstød. Vi har en del vidneudsagn og spor, som vi nu vil undersøge nærmere, og vi gør alt, vi kan, for at finde frem til gerningsmændene, fortæller politiinspektøren.
Flere medier har spurgt, om episoden skal ses som en del af den bandekonflikt, der opstod i Aarhus sidste sommer. Det er der foreløbigt intet, der tyder på.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan man fortsat give dem til politiet via tlf. 114.