Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer

4930703320705977393

2024 går på hæld, og som bymedie har MigogAarhus gennem året været vidne – og leverandør – til lidt af hvert.

I denne artikel handler det ikke om, hvad der blev læst mest, mindst eller noget derimellem.

I stedet har vi udvalgt de historier, som vi vil huske, når 2025 skydes i gang.

Historier, der har præget byen på både godt og ondt, overrasket os og samlet os som aarhusianere.

Vi håber, at I vil tage med på en tur ned ad Memory Lane – og at I er klar til at gøre 2025 mindst lige så uforglemmeligt.

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer

Snekaos i Aarhus

Året 2024 blev skudt i gang af en massiv snestorm, som især ramte hårdt i Østjylland.

Østjyllands Politi frarådede i flere dage al unødig udkørsel i hele politikredsen som følge af det vilde vintervejr, og alle bybusser samt letbanen i Aarhus måtte indstille al trafik.

Aarhus Kommunes kriseledelse opfordrede også til hjemmearbejde.

“Vores vintertjeneste beretter, at nattens snevejr er et af de kraftigste i 25 år,” skrev kommunen blandt andet i et opslag på Facebook. 

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer
Foto: Dennis Stenild, Kongehuset ©

Besøg af det nye Kongepar i Aarhus

For præcis et år siden smed Dronning Margrethe en bombe i sin nytårstale.

Her meddelte regenten, at hun i januar 2024 ville overlade tronen til sin søn Kronprins Frederik.

Det blev derfor også en historisk begivenhed, da Kronprins Frederik officielt blev landets nye konge og regent den 14. januar ved en stor tronskifte-ceremoni.

Senere på måneden kom nyudråbte Kong Frederik og Dronning Mary til festgudstjeneste i Aarhus Domkrike, og her kunne aarhusianerne få et glimt af det nye kongepar, som sammen med resten af den kongelige familie kørte gennem Aarhus’ gader og hilste på de hundredevis af fremmødte.

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer

Slut med fodringer i Dyrehaven

Siden åbningen af Marselisborg Dyrehaven i 1933 har det været tilladt at fodre hjortene med gulerødder, brød og æblebåde.

Men i februar besluttede Aarhus Kommune at forbyde fodring af dyrene, da de vænner sig til, at folk har mad med til dem – og når maden på et tidspunkt er spist, har dyrene svært ved at forstå det.

Det har ført til flere episoder, hvor hjortene er blevet så pågående, at det har været ubehageligt for folk.

Der er derfor nu personale til stede i Dyrehaven, som minder folk om de nye regler.

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer

Hypede Bouillon åbnede i Aarhus

Restaurant Bouillon har været talk of town siden den hypede franske lavpris-restaurant slog dørene op i København.

Derfor gik det naturligvis ikke ubemærket hen, da det blev offentliggjort, at restauranten ville åbne i på Europaplads midt i Aarhus.

Køkkenet er klassisk fransk, og prislejet for forretter er 19-47 kr., for hovedretter 79-124 kr. og for desserter 28-39 kr.

En lille karaffel af husets rød- og hvidvin koster 49-54 kr.

På menuen finder man blandt andet rørt tatar, løgsuppe, andeconfit, steak frites, franske oste og klassiske desserter som chokolademousse og creme brulé.

Vi var svært begejstrede, da vi besøgte stedet i marts, og du kan læse vores anmeldelse lige her.

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer

Billigblomst åbnede i Aarhus midtby – og lukkede igen

Vi skal kun spole tiden tilbage til 27. april.

Her slog Billigblomst dørene op til en spritny butik midt i Aarhus, som desværre fik en yderst kort levetid.

For lige knap 8 måneder senere, i december, lukkede samtlige af plantekædens city-butikker.

Lukningen af Billigblomsts city-butikker sker som led i en strategisk tilpasning af forretningen og kommer efter grundige overvejelser.

Billigblomst i Aarhus C var den tredje af de såkaldte citybutikker, hvis sortiment er tilpasset bylivet og ikke har samme omfang som i kædens store plantecentre.

Plantekæden råder dog stadig over plantecenteret i Aarhus V, der i øjeblikket renoveres for et stort millionbeløb.

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer

Rådmand genåbnede Vesterbro Torv efter lukning

Det bragte stor røre med sig, da man fra politisk hold besluttede at lukke for al trafik på Vesterbro Torv.

Beslutningen medførte dog en del trafikalt kaos i det indre Aarhus – og rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang valgte derfor pludselig at genåbne vejen i begge retninger af hensyn til byens bilister.

”Aarhusianerne skal kunne komme ud og hjem – også i bil. Og jeg vil ikke være med til at byde dem den situation, vi ser nu, hvor presset på ringgaden og kyststrækningen er steget så massivt.

Jeg har derfor bedt min forvaltning om at genåbne Vester Allé og Hjortensgade i begge retninger og fjerne busslusen i Nørre Allé,” sagde Nicolaj Ban dengang.

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer

EM-feber i Aarhus

EM-feberen ramte i den grad Aarhus i sommeren 2024.

Der var flere storskærmsarrangementer i byen, men det største var på Herman Sallings Plads på Aarhus Havn, hvor der var plads til 10.000 roligans.

Hele to gange måtte adskillige rød-hvide fans dog gå forgæves, da der blev lukket for alle indgange til opgøret mod Slovenien og England.

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer

Nyt internationalt museum ved Domkirken

Moesgaard Museum og stadsarkitekt Anne Mette Boye præsenterede i august visionen for et nyt vikingemuseum af international klasse, der skal tiltrække op imod 390.000 besøgende årligt.

Forslaget indebærer, at museet skal ligge i smørhullet mellem Bispetorvet, Skt. Clemens Torv og Store Torv, hvor der tilbage i tiden netop lå en karrébygning, der skabte de tre torve, som i dag flyder sammen til ét.

For at kunne realisere en ny museumsbygning, skal der udskrives en arkitektkonkurrence, der omfatter museumsbygningen og design af Bispetorv og Skt. Clemens Torv.

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer

Aarhus bliver vært for VM i cykling

VM er en af de absolut største events i cykelverdenen, og i år foregik løbet i den schweiziske by Zürich

Men spoler vi tiden 5 år frem, er det i stedet Aarhus og en række andre danske byer, der lægger asfalt til mesterskaberne.

I september blev det nemlig offentliggjort, at Danmark officielt er blevet tildelt det prestigefyldte værtskab for VM i 2029.

Her kommer den meget publikumsvenlige solodisciplin enkeltstart til at foregå i Smilets By.

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer

Lyset på Ringgadebroen slukkes

Siden 2017 har hundredevis af lamper kastet lys på Ringgadebroen i aften- og morgentimerne og skabt et umådeligt smukt syn.

Men desværre lever værket på lånt tid. For efter nytår slukkes lysene på broen.

Det sker, da Aarhus Kommune har besluttet at spare penge på innovationsprojektet Lys på Aarhus.

Ifølge Århus Stiftstidende kommer værkerne på Joh. Baunes Plads, City Vest, Bispetorvet, Brabrandstien og ved Jyllands-Posten til at lide samme skæbne ved udgangen af 2024.

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer

Jacob Bundsgaard gik af som borgmester – og Anders Winnerskjold trådte til

Efter mere end 13 år på posten som Aarhus’ borgmester valgte Jacob Bundsgaard i oktober at trække sig.

Aarhus-borgmesterens pludselige exit skyldes, at han ville tage sig tid til at tænke over, hvad han nu vil bruge sit arbejdsliv på.

Kort tid efter blev Anders Winnerskjold (S) præsenteret som ny borgmester i Aarhus.

Den kun 32-årige socialdemokrat har været medlem af Aarhus Byråd i snart 7 år og har siden januar 2022 været rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

Men nu har han altså skiftet rådmandsposten ud med borgmesterkæden.

Året der gik: Her er historierne, vi ikke glemmer

Stjernehimlen over Strøget blev aflyst – og reddet i sidste øjeblik

I 20 år har Stjernehimlen over Strøget været en fast juletradition i Aarhus.

Men i oktober så det sort ud for Stjernehimlen, da kassen var tom i Strøgforeningen.

Uvisheden om fremtiden for julebelysningen lå derfor som et tungt tæppe over julestemningen i flere uger.

Heldigvis trådte en storsponsor til i sidste øjeblik, og den 850 meter lange funklende stjernehimmel kunne blive sat op til at lyse Strøget op i tiden op i juletiden.

Det sikrede lang række pengegaver fra det lokale erhvervsliv og én stor donation fra NRGi.



Del artikel


Korte videoer

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.