Årets nyhed i Legoland: Aarhus bygges med millioner af klodser
Når Legoland åbner indgangen til årets sæson, kan vi glæde os til et særligt syn i hjertet af parken.
Som noget helt nyt bliver Aarhus nemlig opført blandt andre danske byer som København, Skagen, Ribe og Esbjerg i Miniland.
Det skriver Legoland i en pressemeddelelse.
“Jeg glæder mig helt vildt til at vise vores gæster, hvad vi og især vores dygtige modelbyggere har arbejdet på hele vinteren.
Jeg har smugkigget lidt på nogle af bygningerne allerede, og jeg må bare sige; Wauw. De er ganske enkelt imponerende både i størrelse, byggeteknik og detaljegrad,” siger Michael Ottesen, der er direktør i Legoland.
Ikoniske bygninger nøje udvalgt
Bygningerne i det nye Aarhus-område i Miniland er bygget af mere end 2,5 millioner legoklodser i størrelsesforholdet 1:20.
Det betyder, at området kommer til at kunne ses, uanset hvor man placerer sig i Miniland.
Vi kan glæde os til at opleve Aarhus Rådhus, Domkirken, ARoS med Olafur Eliassons regnbue på toppen, Banegården, Isbjerget, Åboulevarden og ikke mindst Salling med Rooftop i en miniudgave.
Bygningerne er nøje udvalgte af parkens egne modelbyggere, som i processen har lagt vægt på, hvilke bygninger der vil tage sig godt ud bygget i LEGO og bygninger, der fortæller noget om både den historiske del af Aarhus samt den nye og kulturelle del.

Aarhus Domkirke i Miniland bliver 5 meter høj fra bunden til toppen af spiret, og Isbjerget bliver knap 4,5 meter langt på begge led.
Regnbuen ovenpå ARoS laves på en helt speciel måde, så det ligner, at museets gæster går rundt inde i Olafur Eliassons kunstværk.
Derudover er der til området blevet lagt vægt på de helt små detaljer, der fortæller om det generelle liv i bybilledet.
Læs også: Ny opgørelse: Vandrerute ved Aarhus er en af landets mest populære Kulminationen på omfattende proces
Det nye Aarhus-område i Miniland dækker 310 kvadratmeter og har været på tegnebrættet siden sommeren 2023.
Som en del af projektet har designere og modelbyggere fra Legoland været på flere ture til Aarhus, hvor de blandt andet har taget nærbilleder af detaljerne på de bygninger, de skal bygge.
Her har de også besøgt Salling Rooftop, da særligt den har et komplekst design, som modelbyggerne skal overføre til LEGO.
Læs også: Nye navne i 7 dage: NorthSide annoncerer fransk band Aarhus i Miniland kan opleves, når parken åbner lørdag d. 5. april.