Efter næsten 25 år: Aarhus-bageri lukker om søndagen

Efter mange tanker, lange snakke med venner og familie og endnu flere overvejelser er beslutningen truffet.
Fra 1. januar 2026 vil det ikke længere være muligt at besøge Hartmeier om søndagen.
Det meddeler Charlotte og Lars Hartmeier i et længere opslag på bageriets Facebookside.
Her understreger ægteparret, at beslutningen om at holde søndagslukket har været svær – men bestemt også nødvendig.
“Nu tænker I nok, kan man det i en bager? Hvorfor nu det? Og ja, det kan man. Man kan blive nødt til det, hvis man fortsat gerne vil drive sit bageri mange år frem i tiden.
Vi kan fejre 25-års jubilæum næste år, og mange af vores ansatte har været med i mange af årene. Det betyder også, at vi ikke længere er helt unge. Det slider på kroppen med 362 åbningsdage om året.
Derfor har vi også igennem længere tid prøvet at skaffe bagere, bagerelever og hjælpere til bageriet, da vi virkelig godt kunne bruge lidt flere hænder. Desværre uden held.
Vi håber, at dette nye tiltag i fremtiden vil betyde, at det bliver nemmere at få personale og nemmere at fastholde det personale vi allerede har, fordi vi kan tilbyde bedre arbejdstider,” skriver parret bag Hartmeier.
Med rystende hænder
Charlotte og Lars Hartmeier forklarer, at det også er af hensyn til familien, de har valgte at lukke bageriet om søndagen.
“Det har ikke været en nem beslutning, og der er også med rystende hænder, at vi skriver dette opslag.
Men vi vil så gerne beholde vores dejlige forretning mange år endnu. Og det tror vi på, at vi kan, selv om det vil komme til at tage lidt tid at lande godt i de nye åbningstider.
Vi har nemlig allerede planer for nye tiltag, så man fx om lørdagen kan købe forskellige bag-selv produkter til om søndagen så man stadig kan få lækkert brød og kage søndag morgen,” fastslår de.
Læs også: Fra denne uge: Populært bageri tvunget til at lukke om søndagen Hartmeier skriver samtidig, at de er lydhør overfor ønsker og forslag fra kunderne.
Men sikkert og vist er det altså, at bageriet på Hovedgaden 72 i Brabrand vil være søndagslukket fra årsskiftet.