Folkefest i vente: Aarhus er vært for spektakulært verdensmesterskab

For første gang siden VM i Sejlsport i 2018 skal der igen afholdes et olympisk verdensmesterskab, når iQFOiL World Championships 2025 løber af stablen fra den 4. til 11. juli.
Det sker med Aarhus Internationale Sejlsportscenter som vært og med Smilets by som epicenter for den hurtigst voksende olympiske bådklasse.
Med over 200 deltagere fra hele verden og en spænding, der allerede kan mærkes i Sejlsportscenteret og blandt deltagerne, tegner mesterskabet til at blive en sommerbegivenhed i absolut verdensklasse – både på og uden for vandet.
Det skriver Sport Event Danmark i en pressemeddelelse.
iQFOiL er den nyeste olympiske klasse inden for windsurfing – en spektakulær disciplin, hvor sejlerne “svæver” over vandet på en hydrofoil.
Brættet løftes op af en foil under vandet, hvilket giver højere fart, færre bump og en dramatisk visuel effekt, hvor der kan opnås en tophastighed på 65 km/t.
Det er hurtigt, fysisk krævende og ekstremt teknisk – og netop derfor elsket af både sejlere og publikum.
Læs også: Træd indenfor: Historiske herregårde åbner dørene Lokalt medaljehåb er topklar
Et af Danmarks stærkeste håb ved VM er Johan Søe, der til daglig sejler i Aarhus, og som netop har repræsenteret Danmark ved OL i Paris.
Den unge foil-surfer glæder sig til at konkurrere på hjemmebane:
”Det bliver en meget unik oplevelse at være med til VM i IQ foil her i Aarhus – min hjemmebane. Jeg tror, vi får rigtig gode forhold i løbet af ugen. Vi har haft masser af blæsevejr det sidste stykke tid, og vi krydser fingre for at det fortsætter.
Jeg er topklar og glæder mig til at komme ud på startlinjen,” siger Johan Søe og tilføjer:
”Og så håber jeg, at der kommer godt gang i den her på Kystpromenaden under stævnet!”
Sammen med otte andre danske iQFOiL-surfere er Johan altså klar til at give den gas på hjemmebanen.
Læs også: Snup en dukkert: Her kan du bade i trygge rammer hele sommeren Sender kæmpestor tak
Hos Dansk Sejlunion er der stor tilfredshed med, at Danmark får æren af at afholde verdensmesterskabet i iQFOiL.
For sportschef Peter Hansen er det ikke kun en prestigefyldt begivenhed – det er også et vindue hvori Danmark kan vise sig frem som sejlsportsnation og hylde de mange frivllige kræfter i miljøet:
”Det er en helt særlig oplevelse at kunne byde verdens bedste windsurfere velkommen til Aarhus. Derfor skal der også på forhånd lyde en kæmpestor tak til de mange frivillige kræfter, der engagerer sig i at få et så stort event op at stå.
Vi har alt, hvad der skal til for at skabe et VM i særklasse; stærke danske sejlere, fantastiske forhold og verdens bedste frivillige. Nu handler det om at gribe momentet og vise, hvad dansk sejlsport kan, når vi er bedst,” udtaler Peter Hansen.
Fakta om iQFOiL World Championships 2025
Dato: 4.–11. juli 2025
Sted: Aarhus Internationale Sejlsportscenter
Deltagere: Forventet 200+ sejlere fra 40+ nationer
Disciplin: iQFOiL – den nyeste olympiske windsurfingklasse, hvor sejlerne svæver over vandet på hydrofoils og opnår høje hastigheder med stor fysisk og teknisk kunnen
Adgang: Gratis for tilskuere – folkefest og aktiviteter på land for hele familien
Livestream: 9.-11. juli vil man kunne følge med direkte i sejladserne på storskærm m. engelsk kommentering
Kilde: Sport Event Danmark
Høj intensitet på vandet
Aarhus har i de seneste mange år markeret sig som en stærk sejlsportsby med et internationalt ry for professionel afvikling, stærkt frivilligengagement og moderne faciliteter.
Fra VM i 2018, 49er, 49erFX & Nacra EM 2022, 29er VM 2024 til SailGP og Ocean Race har Aarhus vist, at byen kan levere, når det kommer til sejlsport.
“Vi har i mange år arbejdet målrettet for at gøre Aarhus til et internationalt sejlsportscentrum, og VM i iQFOiL er endnu en stor begivenhed, vi er stolte af at kunne byde velkommen til.
Det bliver en uge med høj intensitet på vandet – og forhåbentlig stor opbakning fra aarhusianerne på land,” siger Jon Koch Hansen, direktør i Aarhus Internationale Sejlsportscenter.
Læs også: Ekstraordinær mulighed: Kom helt tæt på byggeriet af det nye stadion i Aarhus Han lægger vægt på, at det ikke kun er en sportsbegivenhed – det er en folkefest.
Havneområdet og Kystpromenaden omkring Sejlsportscenteret i Aarhus vil summe af liv med aktiviteter for både børn og voksne, madboder og mulighed for at følge sejladserne helt tæt på via storskærme og kommentering.
“Vi glæder os til igen at byde hele sejlsportsverden velkommen til Aarhus – og samtidig skabe en oplevelse, hvor alle, uanset om de kender sporten eller ej, kan mærke energien,” slutter Jon Koch Hansen.
Den 9., 10. og 11. juli vil der være livestream af sejladserne på storskærme ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter.