Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Så skal der dystes: Aarhus får en Spikeball Festival

Af Jonathan Sten Drivsholm

Hører du blandt dem, der skynder sig ud i det blå med Spikeball-sættet under armen, så snart vejret dufter af forår? Så har vi rigtig gode nyheder til dig.

Inden længe løber den første udgave nogensinde af Aarhus Spikeball Festival af stablen.

Det sker lørdag d. 25. maj, hvor du skal indfinde dig Rundhøjskolen i Højbjerg for at dyste med.

“Konceptet er simpelt: 16 camp-hold med 5 eller 6 spillere dyster skiftevis mod hinanden i verdens sjoveste spil.

Når dagen er omme er målet, at alle har spillet nogle sjove og jævnbyrdige kampe og forhåbentligt hygget sig helt enormt med alle de søde deltagere til Aarhus Spikeball Festival,” skriver arrangørerne fra Roundnet Aarhus om turneringen.

De understreger i øvrigt, at alle er velkomne til at dyste med – uanset om du er helt grøn eller så godt som professionel.

Sådan afvikles turneringen

I hver runde stiller hver camp to hold af to personer, som spiller mod to hold fra en anden camp. Hvis én camp vinder begge, er det simpelt at kåre vinderen. Hvis hver camp vinder én kamp hver, spiller to nye hold ét afgørende sæt mere om den samlede sejr.

Der er dog ingen, der ryger ud. De første to runder bruges på at rangere alle camp-holdene i fire rækker: A, B, C og D-rækken, hver med 4 hold i. Herefter spiller alle camp-holdene semifinaler og finale i deres respektive rækker, og der findes således 4 vindere i alt.

Der er altså masser af sjove kampe i vente for alle hele dagen.

Foreløbigt program:
Kl. 12.30: Ankomst og holddannelse
Kl. 13: Fælles opvarmningsdans
Kl. 13:30: Camp-kampe
Kl. 17:30 Uddeling af priser for bedste holdånd, Spar Nord Spirit Award, bedste holdnavn og udklædning
Kl. 18: Fælles aftensmad
Kl. 18:30: Finaler
Kl. 19: Omklædning
Kl. 19:30: Efterfest, bar og hygge ved Rundhøjskolen

Kilde: Roundnet Aarhus

Tilmeldingen er åben

Det er allerede nu muligt at tilmelde sig Aarhus Spikeball Festival, og man kan enten stille op som et hold på 5-6 personer eller tilmelde sig “den åbne camp”.

Vælger man sidstnævnte, parres man med andre frie deltagere på turneringsdagen, så man får chancen for at stifte nye venskaber, mens man dyster med.

Det koster 300 kroner pr. hold at dyste med – uanset om man er 5 eller 6 personer.

Men arrangørerne gør opmærksom på, at hvis man har minimum én spiller på sit hold, der endnu ikke har deltaget i en Roundnet Denmark-turnering er deltagelse gratis for hele holdet.

Man skal bare bruge koden GRATISHOLD, når man melder sig til.

Når man tilmelder sig som hold, skal man vælge en farve og et holdnavn.

“Vi opfordrer til, at holdet klæder sig ud i deres holdfarve, så vi kan få en farverig festivalplads. Der vil være en fed PRÆMIE til det bedst udklædte hold og bedste holdnavn,” skriver Roundnet Aarhus.

Hvad: Aarhus Spikeball Festival
Hvor: Holmevej 200, 8270 Højbjerg
Hvornår: Lørdag 25. maj 2024

Læs mere om turneringen lige her

Del artikel

Andre læser også