Lige meldt ud: Aarhus får nyt shoppingområde

Opdatering: Aarhus Kommune går i rette med Prisma Properties udmelding om “et nyt moderne shoppingcenter” og fastslår, at det snarere er et “nyt handelsområde”, der opføres på adressen. Få de nye detaljer og se visualiseringer lige her
Læs også: Bekræfter salg: Aarhus Kommune deler billeder af ‘nyt handelsområde’ Den svenske ejendomsudvikler Prisma Properties har indgået en aftale med Aarhus Kommune om at overtage en grund i Skejby – en grund, de selv kalder “et veletableret erhvervsområde ved indfaldsvejen til Aarhus”.
Her igangsætter man nu udviklingen af et nyt moderne shoppingcenter på cirka 6.500 kvadratmeter med fokus på discountbutikker og såkaldte QSR (Quick Service Restaurants).
Det skriver Prisma Properties i dag i en pressemeddelelse.
Prisma Properties oplyser, at de allerede har indgået langsigtede aftaler med Jysk, Lager 157, Sport 24 samt en veletableret restaurantkæde.
Projektet er næsten fuldt udlejet med en gennemsnitlig lejeperiode på tolv år.
“Vi styrker vores position i Danmark yderligere og er stolte over nu også at være repræsenteret i Danmarks næststørste by.
Med attraktive placeringer, stærke lejere og lange lejeaftaler bygger vi videre på vores strategi om at vokse i Norden med moderne og bæredygtige detailhandelslokationer,” udtaler Carsten Krebs, Chief Development Officer hos Prisma Properties.
Det nye shoppingområde kommer til at ligge i forlængelse af erhvervsområdet i Aarhus N, hvor aktører som Ikea og Elgiganten allerede er at finde.
Om Prisma Properties
Prisma Properties er en førende udvikler og langsigtet ejer af moderne ejendomme inden for discountdetail, dagligvarehandel og quick-service restauranter (QSR). Virksomheden ejer næsten 140 ejendomme, primært i Sverige og Danmark, og har planer om yderligere ekspansion i Sverige og de øvrige nordiske lande. Med fokus på langsigtet tænkning, bæredygtighed og tilgængelighed investerer Prisma Properties i næste generations butikscentre og lynladestationer til elbiler nær motorveje og andre trafikerede områder. Prisma Properties’ aktier er noteret på Nasdaq Stockholm Mid Cap under tickeren PRISMA, og hovedkontoret ligger i Stockholm.
Kilde: Prisma Properties
Prisma Properties oplyser videre, at der vil blive installeret omkring 30 lynladere til elbiler på adressen.
Byggeriet forventes påbegyndt i begyndelsen af fjerde kvartal 2025 – og færdiggjort i tredje kvartal af 2026.