Kæmpe julegave: Aarhus får topmoderne skøjtebane
Da byens udendørs skøjtebane i Musikhusparken blev åbnet i weekenden, skete det med én nyhed af de større.
Her kunne Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond, og Mahad Yussuf, rådmand for Kultur og Borgerservice, nemlig afsløre, at de mange skøjteløbere kan glæde sig til en ny og topmoderne skøjtebane.
Skøjtebanen er en del af en samlet donation på 20 millioner kroner, der er med til at omdanne Musikhusparken til en nærværende grøn bypark i international klasse.
Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
“Musikhusparken er Aarhus’ grønne hjerte og en af byens mest fremtrædende pladser. I Salling Fondene er vi glade for at kunne bidrage til at gøre parken til et aktivt og levende samlingspunkt. Skøjtebanen og legepladsen vil gøre hverdagen lidt bedre for mange aarhusianere og byens gæster,” udtaler Karin Salling.
Spændende legeplads på vej
De 20 millioner kroner, som Salling Fondene donerer til omdannelsen af Musikhusparken, skal gå til en ny bæredygtig skøjtebane, en sjov og spændende legeplads samt til færdiggørelsen af parken, så den hænger smukt sammen med James Turrells monumentale værk ‘The Dome, a Skyspace by James Turrell’.
Langs ARoS’ vestfacade etableres et åbent, græsbelagt areal, hvor der er plads til leg og bevægelse på byens nye sjove og attraktive legeplads.
Legepladsen er med til at gøre parken til et oplagt udflugtsmål for familier og tilbyde et rart, velfungerende opholdsrum i hverdagen.
“Det er fantastisk, at Salling Fondene med den flotte donation sikrer, at vi kan imødekomme de største ønsker, som aarhusianerne er kommet med i forbindelse med den omfattende borgerinddragelse. Vi får en levende park og et grønt og bæredygtigt åndehul midt i Aarhus. Jeg vil gerne på hele byens vegne takke fonden for endnu engang at gøre Aarhus endnu bedre,” udtaler rådmand for Kultur og Borgerservice, Mahad Yussuf.
Får store ønsker opfyldt
I forbindelse med konkurrencen om at skabe fremtidens Musikhuspark inviterede Aarhus Kommune 10.000 aarhusianere til at komme med idéer til dens udformning via en spørgeskemaundersøgelse.
80 studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole spurgte brugere af parken, hvad de drømte om, og 446 borgere indtalte deres gode idéer til fremtidens park i telefonbokse, der blev stillet op i Musikhusparken.
Højt på ønskelisten lå en legeplads til børn og bevarelse af skøjtebanen, hvilket nu bliver en realitet.
Den nye Musikhuspark skal efter planen stå klar i 2025 samtidig med åbningen af udvidelsen af ARoS med The Next Level.
Du kan læse mere om fremtidens Musikhuspark her