Kendt band står bag: Oplev magisk kirkeværk i Festugen

Mange ville nok tænke festlig musik og gang i gaden, hvis de skulle forestille sig Aarhus Festuge 60-års jubilæum.
Årets program kommer dog også til at have et særligt fokus på at komme helt ned i tempo og i kontakt med naturen med arrangementrækken ‘Rum der Forkynder’, der som altid sker i samarbejde med en række aarhusianske kirker.
Nu kan Aarhus Festuge løfte sløret for årets program.
Programmet til ‘Rum der Forkynder’ 2025 lyder:
- Vor Frue Kirke slår dørene op til den sanselige og cirkulære totaltinstallation ‘Den Blå Time’, hvor musikduoen Den Sorte Skole og kunstneren Spøgelsesmaskinen får lyd, lys og naturens cyklus til at smelte sammen.
- I UngK præsenterer den hollandske kunstner Henk Schut det stedsspecifikke værk ’Lost Sound’, hvor han via datacentre rundt i Aarhus sætter gæster direkte i forbindelse med naturens lyde og vibrationer.
- Langenæskirken danner ramme om et særligt møde mellem klassisk orgelmusik, moderne elektronisk musik og robotteknologi, når den franske komponist Maxime Denuc for første gang optræder i Danmark.

“I jubilæumstemaet ’Aarhus Festuge – ingen alder’ ligger en masse reflektioner over fænomenet tid.
Tidens samspil med naturens skifte og værdien i tid til fordybelse. Det er nogle af de tanker og stemninger, vi sammen med kirkerne gerne vil præsentere publikum for med årets program,” siger Rud Kjerstein, producent hos Aarhus Festuge, i en pressemeddelelse.
Den Blå Time i ikonisk kirke
Værket ‘Den Blå Time’ af Den Sorte Skole og Spøgelsesmaskinen er kurateret af Majken Overgaard og er kun blevet opført én gang tidligere – i Christiansborg Slotskirke sidste år.
Under Festugen kan publikum træde ind i Vor Frue Kirke ved solnedgang og opleve 10 lamper i blåt glas og metal placeret i en cirkel midt i kirken.

En lydkulisse baseret på den såkaldte ‘Shepards tone’ skaber illusionen af evigt fald i tonehøjde.
Tilsammen fremkalder værkets lys og lyd en forstærket oplevelse af overgangen fra lys til mørke i et fascinerende parallelt løb med skumringens naturlige forløb udenfor.
‘Den Blå Time’ tematiserer den særlige tid på døgnet mellem solnedgang og mørkets frembrud, vi kender som skumringstid eller “den blå time” i kraft af sit særlige lys.
Publikum kan derfor også kun opleve værket i dette tidsrum.
Læs også: Åbner med gratis entré: Anerkendt kunstner indtager Aarhus med sin største udstilling til dato “’Den Blå Time’ er et værk, som ikke er bange for alt det, der finder sted i stilheden mellem toner. Det er ofte der, at noget større kan indfinde sig,” fortæller Den Sorte Skole om værket.

“Vi håber, at værket kan være med til, at mange genopdager den blå time.
Tidsrummet, hvor dagen slipper sit greb, og mørket blidt tager over – der hvor fortidens traditioner mødes med nutidens behov for nærvær og fordybelse,” siger Majken Overgaard, kurator bag ‘Den Blå Time’.
Aarhus Festuge finder sted i dagene fra 29. august til 7. september 2025.
Fakta om ’Den Blå Time’
- ’Den Blå Time’ kan opleves 2.-5. september i Vor Frue Kirke under Aarhus Festuge 2025.
- Værkets starttidspunkt tilpasses det øjeblik, hvor solen går ned de angivne dage:
2. sep: 20:10 – 21:46
3. sep: 20:08 – 21:44
4. sep: 20:05 – 21:41
5. sep: 20:03 – 21:39 - Der er fri entré i Vor Frue Kirke, men begrænset kapacitet.
- Den Blå Time’ er kurateret af Majken Overgaard.
Om ‘Rum der Forkynder’: I arrangementserien ’Rum der Forkynder’ inviteres publikum med til musikalske udforskninger af byens kirker og alternative koncertrum. ‘Rum der Forkynder’ har været et tilbagevendende indslag i Aarhus Festuge siden 2016, hvor man bl.a. kunne opleve Den Sorte Skole optræde live i Aarhus Domkirke.
Siden har ‘Rum der Forkynder’ præsenteret publikum for alt fra koncerter med metalbandet Solbrud og indiegruppen Efterklang til optrædener fra internationale elektroniske kunstnere som Yu Su og Galcher Lustwerk.
Kilde: Aarhus Festuge
’Den Blå Time’ kan opleves fra 2. til 5. september i Vor Frue Kirke under Festugen. Der er fri entré, men kapaciteten er begrænset – læs mere om værket lige her