Rekord står for fald: Aarhus Fremad melder alt udsolgt
Riisvangen bliver fyldt til randen på fredag.
Aarhus Fremad melder nemlig udsolgt til opgøret mod AaB på fredag den 30. august kl. 18:00.
Alle billetter er solgt til både hjemme- og udeafsnittet, og det betyder, at der potentielt kan være en ny stadionrekord på Vangen i vente.
Det skriver Aarhus Fremad i en pressemeddelelse.
“Vi er utroligt glade for at kunne melde udsolgt, hvilket er første gang siden den famøse Brøndby-kamp for knap tre år siden. Det vidner om en forøget opbakning, som vi har kunnet mærke stige nærmest fra kamp til kamp de seneste par år.
Vi skal selvfølgelig også anerkende vores modstandere fra AaB, som i den grad bidrager med både fans og stemning, og derved også tiltrækker ekstra tilskuere til netop denne kamp.
Vi ser frem til en forrygende sensommeraften på Riisvangen,” siger event- og kommunikationschef i Aarhus Fremad, Morten Westy.
Stadionrekorden er i skrivende stund på 3.892 tilskuere, der overværede pokalopgøret mod Brøndby IF.
Den kamp blev spillet den 19. september 2022, hvor Aarhus Fremad vandt med 4-0 på Riisvangen.
Læs også: Kæmpe sensation: Aarhus Fremad slår Brøndby ud af pokalen Med 4000 solgte billetter kan det altså betyde, at Riisvangen slår rekord.
På fredag mod AaB åbner dørene kl. 16:45.
Aarhus Fremad opfordrer til, at man møder op i god tid – og gør opmærksom på, at der ikke sælges billetter i døren.
Læs også: Millioner til nye faciliteter: Salling forærer markant beløb til Aarhus Fremad