Aarhus-gigant er ikke afvisende: Opkøber måske din lokale Aldi
Fredag meddelte discountgiganten Aldi, der har 188 butikker i Danmark, at de trækker sig helt fra det danske marked.
Det vil sige, at alle Aldi butikker lukker permanent – heriblandt butikkerne i Aarhus.
I samme ombæring oplyste Rema 1000, at de overtager 114 af de 188 butikker.
De resteremde 74 butikker bliver enten lukket eller solgt i løbet af 2023 – men en potentiel køber kunne godt findes i det aarhusianske, nærmere bestemt hos Salling Group.
Direktør ikke afvisende
Administrerende direktør for Salling Group, Per Bank, skriver nemlig på sin LinkedIn-profil, at han ikke er afvisende overfor potentielle overtagelser.
“Til spørgsmålet om, vi kunne være interesserede i at overtage nogle af de resterende butikker som ikke bliver til Rema, er svaret, at det kan vi selvfølgelig ikke afvise.
Men grundlæggende er vi godt tilfreds med både antal og placering af vores butikker, så nogen iver er der ikke tale om. Vi tror grundlæggende på vores strategi og koncept.”
Han understreget samtidig, at Salling Group er markedsleder med 520 eksisterende discountbutikker, og derfor ikke har fået grønt lys fra myndighederne til at åbne nok af Aldis butikker, således at en handel havde været en fornuftig investering for Salling Group.
“Så mens vi ruller Basalt ud i den fortsatte test, ønsker jeg REMA 1000 Danmark tillykke med opkøbet af 114 Aldi butikker,”skriver Per Bank.
Takker for kampen
Per Bank bruger ydermere ord i opslaget til at takke Danmarks ældste discountkæde for at lægge grunden til discounts imponerede vækst herhjemme.
“At discount i dag udgør halvdelen af det danske dagligvaremarked, er ikke mindst Aldi Danmark’s fortjeneste.
Sammen med Netto koncentrerede Aldi sig helt fra begyndelsen ”om det væsentligste” med kundefokus, kvalitet og værdi for pengene i centrum.
Dermed har Aldi og Netto altid bidraget til at styrke konkurrencen og i mange år holdt hinanden skarpe på pris. Her godt 40 år senere er det helt på sin plads at sige tak for kampen”
Han afslutter opslaget på LinkedIn med at understrege, at de mange dygtige kollegaer i Aldi, som måske er usikre på fremtiden, altid er velkomne til at søge hos i Netto, føtex, Bilka, BR og Salling