Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stort skodproblem i Aarhus: Nu kommer kommunen og letbanen med fælles opråb

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Aarhus Kommune
Foto: Aarhus Kommune

Cigaretskodder ved parkbænken, udtrådte tyggegummiklatter på strøget og brugte snusposer på letbaneperronen.

Overalt i Aarhus flyder det med småt affald, der alt for ofte ender udenfor byens skraldespande.

Faktisk er de små stykker skrald byens mest almindelige type affald – og måske er det derfor, at det netop er denne slags affald, der generer os allermest.

Med kampagnen ”Småt affald – Stort problem” vil kommunen nu i samarbejde med Aarhus Letbane råbe aarhusianerne op.

Smid det i skraldespanden, lyder den klare opfordring.

”Det er respektløst at smide affald alle mulige andre steder end i affaldsspanden.

Vi har et fælles ansvar for at holde byen ren og fri for plast og andre forurenende stoffer, der potentielt kan skade både mennesker, dyr og miljøet,” udtaler Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

Fokuserer på særlige steder

Skodder, tyggegummi og snus kan ligge på gaden og i naturen i årevis, før de bliver nedbrudt og ikke længere kan ses med det blotte øje.

Men når de bliver nedbrudt, er de stadig et stort problem. Alle tre affaldstyper kan nemlig indeholde giftige stoffer og mikroplast, som bliver i vores natur og vandmiljø.

Stort skodproblem i Aarhus: Nu kommer kommunen og letbanen med fælles opråb
Grafik: Aarhus Kommune

Kampagneindsatsen fokuserer især på lokationer i Aarhus, hvor der især ligger meget småt affald.

Det er for eksempel ved populære opholdssteder som Mølleparken og Hipsterhøjen samt ved trafikale knudepunkter, som busstoppesteder og togstationer.

Dyrt og ressourcekrævende

Netop det sidste er noget, Aarhus Letbane oplever. Derfor er de en del af kampagnen i år.

”Vi oplever en del småt affald på og langs vores perroner – og i vores tog, hvor det bl.a. sætter sig i mellemrum ved vinduer og sæder.

Det er vanskeligt at gøre rent, og det er dyrt og ressourcekrævende. Vi bakker derfor op om denne indsats sammen med Aarhus Kommune.

Vi vil meget hellere bruge pegene på at gøre det bedre for passagererne, så de kan komme nemt, hurtigt og sikret frem,” lyder det fra Michael Borre, administrerende direktør ved Aarhus Letbane.

Fakta om småt affald:

  • Cigaretskod, tyggegummi og nikotinposer kan ligge på gaden i årevis og indeholder alle mikroplast, som aldrig forsvinder fra vores natur.
  • Cigaretskod har i mange år været den type henkastet affald, der findes mest af i det offentlige rum. I Hold Danmark Rents affaldsanalyse fra 2023 udgør skod 54 % af de samlede affaldsmængder i Aarhus (målt på stykantal).  
  • I en Epinion-undersøgelsen fra 2023 er aarhusianerne blevet bedt om at angive de tre affaldstyper, som de finder særligt generende. 57% svarer cigaretskod, 27% svarer nikotinposer og 10% svarer tyggegummi.
  • Mængden af nikotinposer i byen er kraftigt stigende. De små hvide poser kan give hunde og andre dyr alvorlige forgiftninger.

Kilde: Aarhus Kommune

Her kan du møde kampagnen

I løbet af sommeren vil opfordringen om at smide cigaretskodder, tyggegummi og snus i affaldsspanden kunne ses på flere letbanetog.

Samtidig vil letbanepassagererne møde asfaltgrafik på perroner og blive mindet om budskabet på perronernes skærme.

Stort skodproblem i Aarhus: Nu kommer kommunen og letbanen med fælles opråb
Foto: Aarhus Kommune

Kampagnens budskab er også at finde på affaldsspande, fortovsfliser, plakater eller kæmpeskod i midtbyen.

Derudover vil byens unge affaldsambassadører Trash Taskforce sætte fokus på de små stykker affald, afholde små events, uddele lommeaskebægere og tale med aarhusianerne om affalds-adfærd.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Mest læste historier i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien