Opråb om hjælp: Aarhus-internat drukner i killinger
I disse uger strømmer det ind med katte på Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus. Det sker i en sådan grad, at internatet nu ser sig nødsaget til at bede om borgernes hjælp.
Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Flaskekillinger, større killinger og kattemødre med unger – sommeren er højsæson for nødstedte katte, og presset på Dyrenes Beskyttelses internater vokser dag for dag.
“Det vælter i øjeblikket ind med kattemødre og killinger. Selvom vores personale arbejder i døgndrift, og vi har et korps af frivillige plejefamilier, har vi svært ved at følge med,” fortæller Dyrenes Beskyttelses internatleder, Karina Fisker.
Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelse tusindvis af katte, som enten bliver indleveret frivilligt eller efterladt – ofte i naturen, hvor de ikke kan klare sig selv. Særligt foråret og sommeren er travle perioder, fordi det er kattenes parringssæson.
Læs også: Får vigtig rolle: Ree Park løfter sløret for ny beboer Det fører til et stort antal uønskede killinger, som mange ejere enten ikke har ressourcer til at tage sig af – eller ikke ønsker at beholde. Derfor ender mange killinger og kattemødre på internater landet over.
“Mange af de katte, vi modtager, er i en sårbar situation og har akut brug for hjælp. Særligt de mindste killinger er afhængige af omsorg døgnet rundt. Vi håber derfor, at flere vil melde sig som plejefamilier,” lyder det videre fra Karina Fisker.

Hjælp de mindste – og deres mødre
Plejefamilier spiller en helt central rolle i arbejdet for at redde de mange katte. Nogle har blot brug for et roligt hjem med plads til at vokse – det gælder især kattemødre med unger, som har brug for tryghed og stabilitet.
De mindste – de såkaldte flaskekillinger – kræver mere pleje og skal have mad hver anden eller tredje time for at overleve. Men selvom nogle katte kræver mere pleje end andre, behøver man ikke at være katteekspert for at blive plejefamilie.
Læs også: Snart slut: Smertefulde hundehalsbånd forbydes “Vi giver grundig vejledning og står klar til at hjælpe undervejs. Vi sørger også for foder, udstyr og dyrlægeudgifter. Som plejefamilie bidrager du med din tid, omsorg og kærlighed,” siger Karina Fisker.
Internatlederen opfordrer alle, der har mulighed for det, til at blive plejefamilie.
Læs mere om at blive plejefamilie lige her