Imponerede løverne: Aarhus-iværksætter fik sin drømmeinvestering
OBS: Her i artiklen afsløres detaljer fra Løvens Hule episode 7 i den nye sæson 9
“Vi kommer jo selv fra Aarhus, så det kunne være lidt sjovt at få Morten med.”
Sådan faldt ordene fra Art Lakhampui, inden han skulle ind og forsøge at sælge en del af sin virksomhed AJR Collection i torsdagens afsnit af Løvens Hule.
Den aarhusianske iværksætter har brugt sin erfaring fra sportsverdenen til at skabe behageligt undertøj, og det kunne løverne sagtens se idéen i.
Art Lakhampui imponerede og lykkedes i sidste ende med at lande aftaler med to erfarne erhvervsfolk.
“HOLD NU OP! Det var godt nok en vild aften. Tusinde tak for at have taget så godt imod os hele dagen og aftenen. Det var totalt overvældende! Vi har fået så meget positiv respons efter vores deltagelse i Løvens Hule… Det føles helt uvirkeligt lige nu!
Du lagde måske mærke til i programmet, at vi kun lavede en aftale med Morten Larsen. Men efterfølgende fik vi faktisk lavet en ny aftale med både ham og Nikolaj Nyholm. Og det er så fedt, at vi nu har fået dem begge med på holdet!
Stor tak til dem for at have tillid til os,” lyder det fra AJR-holdet i kølvandet på aftenens episode.
Modtog bud fra tre løver
I DR-programmet bad AJR Collection om 100.000 kroner for 20 procent.
Om Art og AJR Collection:
Art Lakhampui Junior er født i Thailand og opvokset i Danmark, hvor han spillede fodbold i sin ungdom, inden han blev professionel i Thailand. Hans oplevelser med ubehagelige underbukser førte til udviklingen af AJR Collection, hvis undertøj er designet med fokus på komfort og fleksibilitet. AJR®-undertøj skiller sig ud med sit specielle materiale og sin elasticitet, der gør det ideelt til både hverdag og sport. Hvis du føler, du har set Art Lakhampui før, har det sikkert været som deltager i TV 2-programmet ‘Bachelorette’
Kilde: AJR Collection
Art Lakhampuis præstation sikrede ham bud fra de tre løver Nikolaj Nyholm, Tahir Siddique og Morten Larsen, der alle matchede virksomhedens værdiansættelse.
Læs også: DR afslører: Aarhusianer er ny mand i Løvens Hule I første omgang tog AJR Collection kun imod buddet fra Morten Larsen, men efterfølgende blev Nikolaj Nyholm også en del af ejerkredsen.
De to løver købte hver 15 procent af virksomheden.
AJR Collection, der har adresse i Aarhus N, designer og producerer undertøj til både mænd og kvinder med kvalitet, funktionalitet og æstetik i fokus ifølge virksomhedens hjemmeside.
Undertøjet er designet til at modstå betydelig slid og mange vaske fx i forbindelse med sportsbrug – uden at det forringer dets kvaliteter.
Du kan se hele Art Lakhampuis præstation i Løvens Hule lige her