Gratis brændte mandler og julekor: Aarhus Letbane skruer op for julehyggen

Julen er lige om hjørnet, og byen har iklædt sig julelys og skruet op for stemningen.
Aarhus Letbane vil gerne være med til at sprede julehyggen, så i december inviteres passagererne på en helt særlig rejse, når vokaltrioen VelLyd synger julen ind i Letbanen, og duften af brændte mandler spreder sig på Aarhus H.
Musikalsk rejse gennem byen
Den 18. december kl. 14.45 til 16.30 vil trioen – bestående af Natasja Vinther, Heidi Bisgaard og Anders Hornshøj – fylde både tog og perroner med varme juleklassikere og god energi.
VelLyd gentager dermed succesen fra sidste år, hvor de spredte smil og julestemning på Letbanens perroner og ombord på togene på strækningen L2.
Igen i år vil passagerne få serveret sange, som vil varme om hjertet og næsten er umulige ikke at synge med på selv. Blandt andet vil passagerne kunne høre ”Jeg så julemanden kysse mor”, “Santa Claus is coming to town” og “Bjældeklang”.
Læs også: Letbanen med opråb: Lad cyklen blive hjemme Julekorets optræden foregår i myldretiden, og trioen vil derfor tage særligt hensyn til de rejsende.
“Letbanen er først og fremmest et transportmiddel, og det er vigtigt for os, at passagererne kommer godt og rettidigt frem. Musikken er en ekstra gave på rejsen. Ikke noget der må stå i vejen,” understreger Aarhus Letbane.


En særlig tak til passagererne
Den søde duft af brændte mandler vil også sprede sig, da Aarhus Letbane i samarbejde med Morten fra SweetFood vil dele brændte mandler ud.
Det kommer også til at foregå på Aarhus H den 11. december mellem 14.30 og 17.00.
2025 har været et år med både udvikling, travlhed og driftsmæssige udfordringer. Aarhus Letbane ønsker derfor at sende en særlig tak til alle passagerer.
“Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak til vores rejsende for endnu et godt år. Vi sætter stor pris på jeres støtte, og ikke mindst jeres tålmodighed, når der undervejs har været justeringer og udfordringer i driften.
Jeres fleksibilitet og forståelse betyder meget for os,” lyder det fra Aarhus Letbane.
Med årets julekor vil Letbanen give noget tilbage og skabe et øjeblik af ro, nærvær og juleglæde som en varm tak til alle, der rejser med Letbanen.
Og så er der lidt til den søde tand som en ekstra bonus.
”Julemusik har en helt særlig evne til at skabe fællesskab og vi håber at vi sammen med passagerne kan træde ind i et nyt år med et smil på læben.
”Vi glæder os til at se jer og mærke julestemningen sammen,” lyder det fra Aarhus Letbane.
Læs også: Letbanen anbefaler: Smart app gør din hverdag nemmere Du kan smage brændte mandler på Aarhus H torsdag den 11. december mellem 14.30 – 17.00.
Ugen efter kan VelLyd opleves på forskellige stationer og strækninger. Det sker som nævnt den 18. december fra 14.45 til 16.30.