Fra kun 10 kroner: Vi har testet Aarhus’ billigste fastelavnsboller
If it ain’t broke, don’t fix it.
Det må næsten have været mottoet hos bageren i Føtex, da de diskuterede, hvilke fristelser der skulle i montren til årets fastelavnsbollesæson.
Føtex har – ligesom så mange andre – tyvstartet sæsonen, og montren bugner lige nu med hele 10 forskellige slags fastelavnsboller.
Udvalget er fuldstændig det samme som sidste år, og priserne er igen skruet helt i bund.
Fastelavnsbollerne må i hvert fald kandidere til at være byens bedste, for de koster nemlig helt ned til 10 kroner – og 25 kroner for dem med fløde.
Vi har naturligvis testet hele molevitten for jer:
Fedtet på den rigtige måde
Fastelavnsbollerne fås som hhv. gammeldags fastelavnsbolle med creme, wienerbolle og den med fløde.
De gammeldags fastelavnsboller har (ikke overraskende) et klassisk udseende med en glat glasur på toppen.
Smagsmæssigt er de ganske fine; de gør ikke nogen fortræd, men de er ikke den store smagsoplevelse, og testpanelet var enige om, at de smagte lidt af sådan en fastelavnsbolle, man får til en børnefødselsdag.
Wienerfastelavnsbollerne var til gengæld rigtig gode. Kagerne har masser af de klassiske wienerbrødslag.
De passer nok bedst på et morgenbord, men er sprøde og fedtede på den helt rigtige måde.
Overraskende gode
Og nu til de vigtigste: Flødefastelavnsbollerne.
Disse kommer i fem forskellige varianter: Flødecreme, rabarber, blåbær, karamel og hindbær.
Her må vi bare sige: De kan faktisk noget. Og især til en pris på kun 25 kr.
De har godt styr på deres wienerbrød, og flødecremen smager også helt som den skal.
Vi var ret vilde med den med karamel, der havde en lækker afdæmpet smag uden at blive kvalm.
Så har du et begrænset fastelavnsbolle-budget, men vil ikke undvære, så er Føtex altså et ret godt bud.
Føtex flødeboller
Wienerbrød (1 stk. for 10 kr., 4 for 30 kr.)
Sveskemarmelade
Hindbærmarmelade
Med creme
Gammeldags (1 stk. for 10 kr., 4 for 30 kr.)
Hindbærmarmelade
Med creme
Luksus-wienerbrød med fløde (1. stk for 25 kr., 2 for 45 kr.)
Flødecreme
Flødecreme og hindbærskum
Flødecreme og karamelskum
Nougatfløde og blåbærskum
Flødecreme og rabarberskum