Slut efter 13 år: Aarhus mister anerkendt restaurant
Det lakker mod enden for Pondus.
Efter 13 år på Åboulevarden har ejerne Louise og René Mammen besluttet sig for at skille sig af med restauranten, der i årevis har været anerkendt af Michelinguiden.
Du kan stadig nå at besøge Substans søsterrestaurant, men ved udgangen af august er det slut.
Det meddeler Louise og René Mammen i dag:
“Efter 13 skønne år har vi valgt at lukke Pondus – vores lille bistro på Åboulevarden, som i 2015 modtog en Bib Gourmand i Michelinguiden og har beholdt den siden.
Pondus startede som en skør og legesyg lillesøster til Substans, et uformelt, personligt og ambitiøst spisested – som det stadig er i dag.
Desværre har vi ikke tiden til selv at være på Pondus længere, og vi har valgt at lægge vores tid og kræfter på Substans og Postyr,” lyder det med henvisning til parrets restauranter på Aarhus Ø og i Skanderborg.
“Derfor må Pondus videre, og der skal ske noget andet med den. Men det bliver uden os.
Det har været en fornøjelse. Kæmpe stort tak til alle vores stamgæster, personale og leverandører gennem tiden!”
Restaurant Pondus er nu til afståelse.
Louise og René Mammen opfordrer til, at man henvender sig, hvis man har interesse i at overtage lokalerne.
Læs også: Takker for opbakningen: Sushirestaurant lukker i Aarhus Restaurantens sidste åbningsdag under parrets ejerskab bliver mandag 31. august.