Mere trist nyt: Aarhus mister endnu en perle
I fredags kom det frem, at Pondus lukker.
Nu står det klart, at endnu en restaurant på Åboulevarden synger på sidste vers.
Folkene bag Elle Belle meddeler i dag, at restauranten lukker i slutningen af september.
“En sidste dans under diskokuglen? Ja. Der er sgu desværre dårlige nyheder, venner
Det er med et ordentligt stik i hjertet, at vi siger farvel til vores lille perle på Åboulevarden.
Den kække lillebror til Syv Ni 13 med masser af rejer, kreative cocktails, smæk på smagene, politisk ukorrekte menubeskrivelser og alle JER, der har gjort Bellen til en fest
Elle Belle har været en ferie fra hverdagen – både for jer og for os.
Men tiden og kræfterne er ikke længere til at drive Bellen, som vi gerne vil. Derfor sender vi hende videre og lægger vores fokus hos Syv Ni 13 og Den Anden,” lyder det fra Asbjørn, Frederik og Kalle, der står bag de tre spisesteder.
Elle Belle har sidste åbningsdag den 26. september.
Har du gavekort til Elle Belle, vil beløbet kunne bruges hos Syv Ni 13 eller Den Anden, når førstnævnte er lukket.