Aarhus-museum inviterer: Gratis entré til alle besøgende
Søndag d. 23. april 2023 afholdes der ’Fritidsforsker for en dag’ -arrangement på Steno Museet i Aarhus.
Aarhus Universitet, Science Museerne og en række borgerinddragende forskningsprojekter står bag arrangementet og inviterer børn, unge og forældre til GRATIS adgang på Steno Museet søndag den 23. april 2023 kl. 11.00 til 16.00.
Og som om det ikke var nok, vil der også være kage, saftevand og kaffe helt uden beregning.
Så tag din familie under armen og kom og hjælp forskerne med at blive klogere på hvordan de finder ny viden om vores liv og samfund.
Hjælp med at undersøge Universitetsparkens søer og natur, universets galakser, fremtidens Aarhus, unges mentale sundhed, forurening af luften i byerne og meget mere.
Bliv forsker for en dag
Universitetsparken er flot og stor, men har den det lige så godt, som den ser ud?
Blandt mange spændende projekter, skal Universitetsparkens sø undersøges. Hvordan er vandkvaliteten? Og hvordan har dyre- og plantelivet det egentligt i den smukke sø?
Herudover kan du opleve, hvordan museet arbejder for renere luft i Aarhus og hvordan du som fritidsforsker kan hjælpe. Er du mere til spil, så kan du være med til at skabe visioner for fremtidens Aarhus med en kombination af online spil og kunstig intelligens.
Slip fantasien løs og forestil dig, hvordan Aarhus kan komme til at se ud i fremtiden. Du kan også deltage i et nyt og spændende dialog-spil, udviklet som er en del af et forskningsprojekt om kommunikation med unge og om unges mentale sundhed.
Eller er du mere til rumrejser? Så kom forbi planetarieforestillingen og, se og hør om rummets forunderligheder og deltag i projekter om galakser, planeter og skyer på Mars.
”Det at være ’fritidsforsker’ og deltage aktivt i forskningsprojekter, giver meget til både deltagere og forskere. Som deltager lærer man noget om projektemnet, har det sjovt sammen med venner eller familie samtidigt med, at man bidrager til forskning.
Og forskerne kunne slet ikke gennemføre disse projekter uden hjælp fra deltagerne, så det er win-win,” udtaler Gitte Kragh, postdoc ved Aarhus Universitet.
Hvor: Steno Museet, C. F. Møllers Allé 2, 8000 Aarhus C
Hvornår: Gratis adgang for alle søndag den 23. april kl. 11.00 til 16.00.