Kaffe, bagværk og hundesnacks: Vi har været forbi Aarhus’ nye hundevenlige café

I slutningen af august blev Latinerkvarteret beriget med endnu en kaffebar.
Ebeltofts kaffeperle Aoife Coffee rykkede nemlig ind i Volden, hvor parret Rasmus Jordt og Natacha Abrahamsen havde forelsket sig i lokalerne i nummer 21.
Kaffeniveauet er højt, da Aoife også har deres eget mikroristeri. Derfor lagde Rasmus Jordt heller ikke skjul på, at det nye sted skulle bruges til at dykke endnu dybere ned i detaljerne.
Kaffebaren har desuden allieret sig med Gærda, som leverer bagværket.
Og så er det helt særlige ved Aiofe Coffee, at deres kaffebar er hundevenlig.
Nu har vi været en tur forbi for at udforske det hyggelige koncept og smage på kaffen.
Se videoen her:
Woof snacks og puppuccino
Allerede ved første øjekast er man ikke i tvivl om den store kærlighed til firbenede venner.
Logoet indikerer nemlig, at hunde er mere end velkomne.
Når man træder indenfor, bliver man mødt af vægge pyntet med hundeplakater og et sortiment af både halsbånd, hundesnore og hundesnacks.
På disken står der også “woof snacks” til fri afbenyttelse, mens menukortet byder på en puppuccino, der er en lille kop mælk eller fløde til din hund.
Der er altså ingen tvivl om, at hunde bliver budt velkomne med åbne arme. Vi mødte også en enkelt pjusket fætter under vores besøg – og vi er vilde med den hyggelige stemning, der straks bredte sig i lokalet med dens ankomst.
Perfekt latteart
Og det er altså ikke kun væsener med fire ben, der føler sig velkomne.
Der er generelt en dejlig rolig og hjemlig atmosfære, mens det også er meget intimt med få siddepladser.
I disken finder du dagens udvalg af kager. Af kaffer tilbyder de forskellige baristakaffer. Derudover har de både Handbrew og Filter of the day, som i dagens tilfælde var Burundi, der efter sigende skulle have noter af hindbær, abrikos og mørk chokolade.
Vi gik med en snegl toppet med et solidt lag frosting og en glutenfri brownie.
Dertil fik vi flat white og cappuccino.
Kafferne blev prydet med den mest perfekte latteart lavet med sikker hånd.
Kaffen smagte dejlig intenst, og du er ikke i tvivl om, at den er brygget på high end bønner.
Bagværket er, som man kender det fra Gærda, også højt niveau.
Brownien var det rene slik, og vi fik i den grad stillet vores blodsukker med den, mens kanelsneglen var luftig med en let syrlig sky af frosting.
Efter et enkelt besøg er vi allerede vilde med Aiofe Coffee. Og vi forstår godt Ebeltoft-hypen.
Du finder kaffebaren på Volden 21. De har åbent alle dage fra 08-18.