Ærgerlig melding: Aarhus’ nye stadion bliver forsinket
Efter grundige undersøgelser af jorden på byggegrunden for byens kommende stadion har byggeriets ingeniørrådgiver gjort en ærgerlig opdagelse.
Det har nemlig vist sig, at dele af det nuværende stadion står på såkaldt “ikke-bæredygtige jordaflejringer”, og det kan forsinke stadionbyggeriet med flere måneder.
Det skriver Kongelunden Sekretariat i en pressemeddelelse torsdag.
Kan koste knap et halvt år
Det gælder bl.a. hovedtribunen på det nuværende stadion, som i dag er sammenbygget med bagsiden af Stadionhallerne, og som efter planen bliver taget ned som det første i nedrivningsprocessen
Løsningen er at etablere det, man i fagsprog kalder en sekantpælevæg for at stabilisere den historiske bygning, hvorefter man kan fjerne de bløde og ikke-bæredygtige jordlag ved Stadionhallerne og hovedtribunen.
Der er tale om en velkendt, men tidskrævende manøvre, som derfor også i værste fald kan forsinke stadionbyggeriet i op til fem måneder. Det ventes dog ikke at påvirke projektets økonomi.
”Vi er selvfølgelig ærgerlige over en eventuel forsinkelse af projektet, det havde vi helst været foruden.
Men i det perspektiv, at vi kan fremtidssikre den markante røde bygning Stadionhallerne med stor kulturhistorisk værdi for vores by og det fantastiske stadion, vi lige nu skriver ny historie ved at opføre, så er det den eneste ansvarlige vej at gå,” udtaler Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, der er formand for projektets styregruppe.
Åbningsår er fortsat 2026
Det er fortsat forventningen, at stadion bliver færdigt i løbet af 2026.
AGF spiller sine hjemmekampe på det nuværende stadion i hele 2024, mens nedrivningen af hovedtribunen og sikringen af jordbundsforholdene sker.
Herefter flytter klubben midlertidigt sine kampe til Vejlby.
Du kan læse mere om Aarhus’ kommende stadion her