Rådhuset udsat for hærværk: Rød maling kastet på indgangen
Opdatering: Det var Socialistisk Ungdomsfront, der stod bag banneret, hvorpå der stod “Nej til amerikansk militær i Aarhus”. Ungdomsorganisationen afviser dog at have kastet rød maling på rådhuset, skriver TV 2 Østjylland.
De fleste husker nok billederne af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der blev overhældt med rød maling på Christiansborg tilbage i 2003.
Nu har Aarhus Rådhus lidt en lignende skæbne.
I døgnrapporten skriver Østjyllands Politi, at de onsdag aften kl. 21.16 modtog en anmeldelse om, at der var kastet maling på rådhusets indgangsparti.
En patrulje kørte til stedet, hvor de konstaterede, at der var blevet påført rød maling på en stor del af glasdørene.
Derudover var der hængt et banner op på et gelænder ud til vejen.
Under budskabet på banneret var der også spor efter rød maling.
Betjentene sikrede spor på stedet, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
MigogAarhus har været forbi rådhuset torsdag middag, men der er ikke umiddelbart spor efter den røde maling på indgangspartiets glasdøre.