Måltid med udsigt: 5 Aarhus-restauranter i højden

Aarhus er en by, der tager sig godt ud fra oven.
Kombinationen af skov, bugt og byliv gør nemlig, at en middag med udsigt hurtigt bliver noget helt særligt.
Vi guider til nogle af byens bedste steder i højden, hvor du både kan spise godt og samtidig få en formidabel udsigt over hele byen.

Syv Ni 13
På toppen af det markante træbyggeri TRÆ i Sydhavnen finder du SYV NI 13 – hele 19 etager oppe med en af byens mest imponerende udsigter.
Restauranten byder på lyse, luftige rammer og en afslappet atmosfære, hvor både par og større selskaber føler sig hjemme.
Køkkenet arbejder med sæsonens bedste råvarer og serverer om aftenen social dining med delemad, der inviterer til en hyggelig og uformel spiseoplevelse.
Med inspiration fra hele verden og et nordisk udgangspunkt er fokus på smag, kvalitet og en oplevelse, hvor du går mæt og tilfreds hjem – med udsigten som prikken over i’et.

Salling ROOFTOP
Salling ROOFTOP er en af Aarhus’ mest populære attraktioner med en imponerende 360 graders panoramaudsigt over byen.
Herfra kan du nyde synet af ARoS, Aarhus Kunstmuseum, Aarhus Domkirke, Aarhus Rådhus og byens hyggelige tage og havn.
På toppen finder du en café og restaurant med et varieret udvalg af brunch, frokost, snacks, kaffe og drinks – perfekt til en pause i smukke omgivelser. Stemningen er afslappet og indbydende året rundt, med mulighed for både sol på terrassen og udsigt fra de indendørs områder.
Besøger du ROOFTOP, må du ikke snyde dig selv for at prøve Salling SKYWALK, en glasbro højt over Strøget, der giver en spektakulær og lidt nervepirrende oplevelse.

Restaurant Bavn
Restaurant Bavn er en moderne frokost- og aftenrestaurant i 142 meters højde på spidsen af Aarhus Ø.
Udover en vanvittig udsigt over hele Aarhus, bugten og skoven, får du også en udsøgt middag hos Bavn.
Bag restauranten står makkerparret Stefanie Ezra Petersen og Mia Christiansen samt et hold fagfolk, der brænder for stolte håndværkstraditioner og den gode spiseoplevelse.
Her kan du få frokostfavoritter alle ugens dage og i weekenden og på udvalgte hverdagsaftener inviterer restauranten også til aftensmad.
På drikkekortet finder du nøje udvalgte drikkevarer, fra det bløde til det skarpe, som fuldender oplevelsen på 44. etage.

Tiende
Højt over Dagmar Petersens Gade på Aarhus Ø troner Restaurant Tiende, der, udover sin enestående udsigt over byen og vandet, lokker med et væld af skønne serveringer.
Skinner solen, er det oplagt at tage plads på tagterrassen, hvor du bl.a. kan lade dig forkæle med stedets klassikere som tartar, stjerneskud eller vol au vent.
Læs også: Kongen af menukortet: Her vender gæster tilbage for én bestemt frokostret Skal dit måltid akkompagneres af et godt glas vin, har Tiende et omfattende vinkort med nøje udvalgte vine.
Hvor: Dagmar Petersens Gade 62, 8000 Aarhus C

Substans
Hos Substans på toppen af Pakhusene på Aarhus Ø får du en Michelin-belønnet madoplevelse med udsigt over byen.
Køkkenet tager afsæt i lokale, årstidsbestemte råvarer og klassisk håndværk, mens vin- og drikkevaremenuen er nøje udvalgt til at løfte hver servering.
Indretningen er inspireret af 1960’ernes enkle, varme stil og skaber en intim ramme om aftenen.
Så uanset om du er til afslappet rooftop-stemning eller eksklusiv gastronomi, har Aarhus noget at byde på, når det kommer til udsigt som en del af oplevelsen.
Hvor: Pakhusene, Mariane Thomsens Gade 2 F, 11.1, 8000 Aarhus