Trist nyt: Aarhus’ største musikbutik lukker
I en årrække har byens største musikforretning været at finde på Søren Frichs Vej, men nu er det desværre slut.
Orkestergraven er gået konkurs, skriver butikken selv på Facebook.
Derfor holdes der fra og med i dag – torsdag d. 15. december – ophørsudsalg, hvor du kan spare mellem 25 og 50 % på alt i butikken og på Orkestergravens webshop.
Da der er tale om konkurssalg med ekstraordinære store rabatter, henviser butikken til konkurslovens bestemmelser, som fremgår på hjemmesiden.
Holder åbent resten af året
Orkestergraven var oprindeligt en lille hjørnebutik på Vestergade.
Men i efteråret 2021 blev pladsen for trang, og butikken flyttede derfor til en lagerbygning på Søren Frichs Vej 34 i Åbyhøj.
Folkene bag beskriver selv musikforretningen med 850 kvadratmeter udstillingsplads, sådan her:
“Orkestergraven er ikke en renskuret stilet og retlinet musikforretning. Den har stadig sjælen fra Vestergade, hvor man kunne finde alverdens mærkværdige dimser, som ingen ellers ligger inde med.”
Orkestergraven holder åbent alle dage resten af året fra kl. 10-18 – undtaget 24, 25, 26 og 31 december, hvor butikken er lukket.
Så hvis du skal nå at gøre et kup, er det her i december, du skal slå til.