Bachelorprojekt gik viralt: Nu tager Aarhus-studerende på turné med nyt liveshow
Det begyndte som et bachelorprojekt på MSP-uddannelsen på VIA i Aarhus. Fire unge mænd skulle skrive deres bachelorprojekt og i stedet for at nøjes med teori, valgte de at prøve det af i praksis: De ville finde ud af, hvordan man går viralt.
I dag, 6 år senere, er deres projekt blevet til virkelighed.
Klamedia – Indhold der Smitter er blevet en underholdningskanal med over 146.000 følgere og mere end en million månedlige seere på Instagram, Facebook og TikTok.
Og til januar tager barndomsvennerne Emil Pahl Skov, Mikkel Nordahl, Rasmus Skjødt og Kåre Sørensen det hele skridtet videre med deres første landsdækkende liveshow.
Startede som et eksperiment
Det hele startede på VIA som et eksperiment:
“Vi var trætte af, at vores filmproduktioner på uddannelsen aldrig blev set af andre end vores underviser og vores mor.
Derfor spurgte vi os selv: Hvordan får vi så mange som muligt til at se det, vi laver? Svaret blev så Klamedia, som nu lever stærkt på sjette år. Vi glæder os til at tage karaktererne med hjem til Aarhus, hvor de blev født,” fortæller Mikkel Nordahl
‘Klamedias Life-Show’ er et comedyshow, hvor Klamedias seere endelig kan få lov at se de velkendte karakterer og universer på de skrå brædder.
Publikum får blandt andet fornøjelsen af at opleve Eva Jin og Anne Sofie Skovlund, der jævnligt optræder på kanalen som det umage venindepar Jennifer og Patricia.
Hverdagens absurditeter
Showet skal pille hverdagens absurditeter fra hinanden i et vaskeægte comedy-kaos. Her sætter de ild til både kærlighed, venskaber og andet småt brændbart i livet.
For selvom man ofte kan have lyst til at rive hovedet af sin kæreste, ven eller den idiot, der ghostede dig på Tinder, så er det også vigtigt, at vi husker at grine af det.
“Vi håber, folk kommer for at grine – og måske genkende sig selv i det, vi laver. Det handler om de der små hverdagsting, som vi alle sammen kæmper med, men som ingen rigtig taler om. Og det er netop dér, vi føler humoren opstår,” siger Kåre Sørensen.
Turnéen starter den 21. januar 2026 på Bremen Teater i København og rammer Musikhuset i Aarhus den 29. januar – en særlig aften for drengene, som glæder sig til at vende hjem til studiebyen Aarhus, hvor det hele startede.
Billetsalget åbnede d. 10. april, og mere end 400 billetter blev solgt det første døgn. Billetter kan købes her.