Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Stort scoop: Aarhus Symfoniorkester har fået ny chefdirigent

Af Freja Dumont

Aarhus Symfoniorkester har fået ny chef – og med ham følger et skift i hele byens grundtone.

Med sine kun 34 år er den nye prisvindende chefdirigent Dmitry Matvienko – også kaldt Dima – et frisk pust på scenen og i chefrollen, og han fører nyt blod til byens musikalske hjerte.

“Som alle andre orkestre møder vi nogle gange en fordom om orkestre som et museumsagtigt foretagende, hvor spindelvævene bare vokser om ørerne på en snæver kreds af lyttere og koncertgængere.

Dima repræsenterer alt det modsatte, og som chefdirigent spiller han en afgørende rolle for orkestret som en åben og udadvendt institution for alle, der har lyst til at møde os,” udtaler Jesper Nordin, musikchef for Aarhus Symfoniorkester. 

“Vi har de seneste år arbejdet på at udvikle og fremelske koncertformater, der favner byens mange forskellige publikummer, og med stor succes fyldt koncertsalen med både kendere og nye tilhængere.

Med Dima i spidsen sætter vi den helt rigtige person – med den helt rigtige energi – til at lede orkestret videre og længere ind i folks bevidsthed og hjerter.

Han er som en naturkraft, en geyser eller en vulkan, man ikke kan ignorere,” fortsætter Jesper Nordin.

Velkomstkoncert med Dima i spidsen

Dima kommer til at stå i spidsen for orkestret de næste tre sæsoner – og torsdag den 12. september byder Aarhus Symfoniorkester deres nye chefdirigent velkommen med manér til en officiel tiltrædelseskoncert.

Dét fejrer de med fyrværkeri – (næsten) helt bogstaveligt: I Stravinskijs boblende, sprudlende fyrværkerimusik kan vi høre raketternes lysende dans over himlen. 

“Korngold er en mester i at skabe filmisk, billedskabende musik – og hans violinkoncert er ganske enkelt klassisk musik, når den er allermest iørefaldende, legende og uimodståelig.

Korngolds violinkoncert er fuld af kærlighed til livet, fuld af glæde og udtryk og klare farver. Det er en fantastisk koncert,” fortæller koncertens solist, den blændende Alena Baeva. 

Du kan købe billetter til tiltrædelseskoncerten her.

Kemi ved første blik

“Han er en ener”. Det var musikchef Jesper Nordins første tanke, da han oplevede Dmitry Matvienko til Malkokonkurrencen i 2021.

“Og det har jeg så fået bekræftet flere gange sidenhen,” siger han.

Derfor gjaldt det om at rykke hurtigt – også selvom Dmitry Matvienko faktisk kun havde dirigeret orkestret en enkelt gang, da han fik tilbudt posten som chefdirigent.

“Vi troede så meget på potentialet i samarbejdet, at vi tog springet,” fortæller Jesper Nordin. “Ellers ville nogen andre simpelthen stjæle ham for øjnene af os.”

Fra Dmitry Matvienkos side var det også kærlighed ved første tone:

“Jeg har sjældent oplevet sådan en følelse af samhørighed med et orkester fra det allerførste minut, vi mødtes,” fortæller han.

Og det er ikke noget, der sker hver dag: ”I bedste fald sker det under prøverne, når orkestret vænner sig til mig og forstår mine kunstneriske mål, og jeg begynder at kunne se på deres øjne, hvem der vil på et vidunderligt eventyr med mig.

Men som i kærlighed, således også i orkestre! Ikke alle mennesker er rigtige for hinanden; det er normalt. Men nogle gange sker det, som der skete for os: Kemi ved første blik.”

Ud over at være en dygtig dirigent er Dmitry Matvienko også et gennemsympatisk menneske, fortæller Jesper Nordin.

“Man fornemmer hans passion, hans energi – og så har han en meget ydmyg tilgang til tingene. Det er også tydeligt, at han allerede er begyndt at knytte bånd til orkestrets musikere.”

Ungdommelig energi

Musikere er nogle af de mest veluddannede og kvalificerede fagfolk i verden. Så hvad skal de egentlig bruge en dirigent til? Først og fremmest til inspiration, siger Dmitry Matvienko:

“I vore dage, hvor niveauet af orkesterspil verden over er tårnhøjt, er dirigentens funktion som læremester ikke længere nødvendig. De fleste af musikerne er i stand til at spille næsten enhver symfoni første gang uden større besvær.

I dag er dirigentens primære opgave derfor at inspirere musikerne, forsøge at gøre sit eget musikalske koncept klart fra første minut – og selvfølgelig smitte dem med sin energi.”

Netop Dmitry Matvienkos åbenlyse musikalitet og energi er også det, som musikchef Jesper Nordin fremhæver:

“Det strømmer ud af ham, når han står på podiet. Den der ungdommelige, utæmmede energi er virkelig befriende – og det er noget, som orkestret sætter stor pris på. Det gør, at man hele tiden er på tæerne; man kan ikke lade stå til.

Selv opfatter Dmitry Matvienko sig som en katalysator:

“Generelt er dirigenten en slags energicenter, der ikke undertrykker, men tiltrækker de kunstneriske input og spreder dem ud, så musikerne tager dem til sig som deres egne.

Når idéen så står klart og overbevisende i deres sind – så er de klar til at dele den oprigtigt og kærligt med lytterne.”

Se en oversigt over Dimas koncerter i sæson 24/25 lige her.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Mest læste historier i dag