Ny liste: Aarhus Universitet blandt Europas smukkeste
Ingen tvivl om, at AU’s hovedbygning er ikonisk og et vartegn for byen.
Men ifølge britiske The Knowledge Academy er det aarhusianske bygningsværk faktisk så smukt, at det hører til helt i toppen af deres nye liste over Europas smukkeste universiteter.
Her får Aarhus Universitet nemlig en flot femteplads.
“Smuk og gennemtænkt”
For at finde frem til Europas smukkeste universiteter har The Knowledge Academy set på forholdet mellem bygningernes bredde og højde og regnet sig frem til, hvilke der ligger tættest på det gyldne snit.
Og det er altså her, AU er med i top-5.
Om Aarhus Universitets hovedbygning skriver The Knowledge Academy bl.a:
“Bygningens arkitektur er så markant, at den officielt er et af de tolv mest markante arkitektoniske værker i Danmarks kulturhistorie, hvilket gør den perfekt for turister.
Det er ikke overraskende, at en så smukt og gennemtænkt bygning rammer så tæt på det gyldne snit.”
Slår KU med længder
Listen toppes af Bukarest Universitet foran universitet i den sicilianske by Catania.
Sværvægtere som det ikoniske universitet i Oxford og Sorbonne i Paris er også rangeret højere end Aarhus Universitet.
Der er i alt blevet plads til 25 europæiske universiteter på listen.
Værd at bemærke er, at Aarhus Universitet er markant smukkere end Københavns Universitet ifølge listen.
KU må tage til takke med en 20. plads.
Du kan se hele listen lige her