Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Flot hæder: Aarhus Universitet vinder hovedpris

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Lars Kruse
Foto: Lars Kruse

De seneste år har Aarhus Universitet satset på iværksætteri blandt forskere og studerende, og det giver nu pote.

AU har nemlig vundet hovedprisen for innovations- og entreprenørskab ved en prisuddeling, der fandt sted mandag på Børsen i København.

Her modtog erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen prisen på vegne af universitetet, der blev hyldet for sit samarbejde med erhvervslivet og for at have skabt det tværfaglige iværksætterhus The Kitchen i Aarhus.

”The Kitchen hjælper studerende og forskere med at omsætte viden til iværksætteri gennem alt fra forretningsplaner til adgang til investorer.

Det er jeg sikker på kan få mange iværksætterspirer, der ellers ikke var vokset, til at blomstre og komme ud og gøre en forskel i samfundet,” lød det fra Torben Möger Pedersen, formand i PensionDanmark, der præsenterede hovedprisen.

Flot hæder: Aarhus Universitet vinder hovedpris
Erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen modtog innovationsprisen på vegne af Aarhus Universitet. Foto: Rasmus Eriksen 

Skabt i et nedlagt hospitalskøkken

Flere erhvervsorganisationer var samlet til prisuddelingen på Børsen i København, som var arrangeret af Det Internationale Handelskammer (ICC) og erhvervsforeningen Danish Society for Education and Business (DSEB) for at fejre inspirerende erhvervsindsatser fra uddannelses- og forskningsverdenen.

Ved overrækkelsen blev der lagt vægt på, at The Kitchen og Aarhus Universitets satsning på iværksætteri var affødt af en overbevisning om, at kombinationen af forskningsbaseret viden og iværksætterambitioner ofte er opskriften på en god forretning for samfundet.

Erhvervsdirektør Lone Ryg Olsen fra Aarhus Universitet kaldte prisen fra DSEB et rygstød til hele universitetssektoren, der har et stærkt fokus på innovation og samarbejde med erhvervslivet. 

Om iværksætteri ved AU:

  • De seneste år har Aarhus Universitet haft et stærkt fokus på iværksætteri, som er blevet en væsentlig del af organisationens erhvervsstrategi, hvor formålet er at skabe flere levedygtige virksomheder, der har deres udspring fra forskningsbaseret viden og uddannelser.
  • Gennem universitetets Technology Transfer Office og fagmiljøernes iværksætterhubs får forskere og studerende vejledning og hjælp til at afsøge det kommercielle potentiale af deres forskning og forretningsidéer.
  • Som en del af indsatsen åbnede universitetet i 2020 iværksætterhuset The Kitchen i en tidligere hospitalsbygning, der siden er blevet et hotspot for iværksætteri hos både studerende og forskere.
  • Flere hundrede iværksættere har allerede benyttet sig af The Kitchens faciliteter eller rådgivning. Læs mere her

Kilde: Aarhus Universitet

The Kitchen blev skabt for tre år siden i et nedlagt hospitalskøkken i Aarhus, og hver måned melder stadig flere forskere og studerende sig til at arbejde med iværksætteri i de upolerede rammer med hjælp fra investorer, mentorer, virksomheder, fonde og forretningsudviklere.

Siden åbningen har mere end 300 nye virksomheder været i berøring med The Kitchens iværksætterprogram, og i samme periode har de entreprenante forskere og studerende i iværksætterhuset rejst næsten 100 mio. kr. i funding.

DSEB’s Innovations- og entreprenørskabspris uddeles én gang om året til en institution, som har gjort en særlig indsats for at styrke innovation og entreprenørskab på enten de videregående uddannelser, de gymnasiale uddannelser eller erhvervsuddannelserne i Danmark.

Del artikel

Andre læser også