Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Endelig er den her: Nu åbner Aarhus’ vildeste mad- og vinbar

Af Jonathan Sten Drivsholm
Michael Christensen (tv) og Emil Petersen (th) med Rune Lund Sørensen bag ruden i baggrunden.
Michael Christensen (tv) og Emil Petersen (th) med Rune Lund Sørensen bag ruden i baggrunden.

Vanvittigt god vin, seriøst lækker mad og parisisk stemning.

Det er, hvad du skal forvente af byens nye mad- og vinbar, der i morgen slår dørene op i Ny Munkegade.

Da CAPO, som den hedder, blev lanceret for godt en måned siden, var det med løftet om, at Aarhus kunne se frem til at få sin vildeste mad- og vinbar.

Ordene kom ikke fra hvem som helst, men fra folkene bag vinbutikken Reduktivt – Rasmus Sørensen og Michael Christensen, der åbner stedet sammen med Mika Ahonen, Emil Petersen og Restaurant Hærværk-ejer Rune Lund Sørensen.

Og idéen til CAPO? Ja, den kom fra et ønske om at skabe noget nyt og anderledes med inspiration fra den franske hovedstad.

“Der mangler en parisisk vinbar med god vin i Aarhus, hvor man også kan få lidt mere end bare et stykke pølse og ost, og hvor man tager maden mere seriøst.

“Rasmus og jeg har ret godt styr på, hvad for noget vin, vi synes, smager godt, og vi ved, at Rune er rigtig dygtig til mad, så det var der idéen opstod,” fortæller Michael Christensen til MigogAarhus.

Leben og gode glas

Køkkenet på CAPO kommer til at være styret af Emil Petersen, der tidligere har været at finde hos Substans’ søsterrestaurant Pondus, mens Mika Ahonen vil være at finde på gulvet i byens nye mad- og vinbar.

Hos baren på Ny Munkegade vil du opleve en stemning, der gerne skal minde om den, du vil møde på en vinbar nær Bastillepladsen i Paris.

“Det er den her leben, vi gerne vil have. Det er i orden bare at komme ind og få tre østers og et glas vin, men det er også i orden at blive siddende i flere timer, smage en masse flasker og få større portioner,” forklarer Michael Christensen, der kalder CAPO 60 procent vinbar og 40 procent madbar.

Endelig er den her: Nu åbner Aarhus' vildeste mad- og vinbar

Så har du bare lyst til et godt glas vin eller to efter frokosten/aftensmaden, er der altså rig mulighed for dét hos byens nye mad- og vinbar.

Af samme grund er det ikke alle barens borde, der kan bookes på forhånd.

“Vi holder rigtig mange åbne, så folk kan komme ind og sætte sig i baren og hænge,” lyder det fra Michael Christensen.

Nedkølet walk-in closet

Noget af det første, du ser, når du træder ind hos CAPO, er en stor glasrude på din venstre hånd.

Bag ruden gemmer sig et overdådigt udvalg af vine, og et nedkølet walk-in closet, hvor du kan beundre vinene på nærmeste hold.

“Det er både en måde at vise vinene frem, men så står de samtidig kølet og klar derinde, så man kan gå ind og tage en flaske og drikke den med det samme,” forklarer Rune Lund Sørensen, inden han forsikrer, at der vil være noget for enhver smag:

“Det er altsammen ordentligt produceret vin, men naturvin kan også nogle gange blive udskældt for at være noget, det ikke er.

At det er flippet, ufiltreret og meget syreholdig vin, men der vil altså også være noget til svigerfar. Og der vil fx være helt traditionel fadlagret hvid bourgogne.”

Udstillingsvinduet ved indgangen kommer på den måde til at fungere som vinkort, for der kommer til at være så stor udskiftning i samlingen hele tiden, at CAPO ikke kommer til et have et reelt fysisk kort, som gæsterne kan bladre i.

Endelig er den her: Nu åbner Aarhus' vildeste mad- og vinbar

På samme måde bliver barens menukort omskifteligt, og det kommer til at afhænge af, hvad der er i sæson – akkurat som hos Hærværk.

“Vi kommer til at have et levende og dynamisk kort, og så vil der selvfølgelig være nogle klassikere, som vi vil bestræbe os på altid at have.

Når vi bliver trætte af at have dem, så laver vi noget andet,” fortæller Rune Lund Sørensen, der ejer Hærværk, og som nu er med til at starte CAPO.

Fuldt booket på nul komma fem

For folkene bag er det en årelang drøm, der fredag klokken 17 går i opfyldelse med åbningen af CAPO.

Og noget tyder på, at byens nye mad- og vinbar allerede er populær blandt aarhusianerne, for alle borde blev booket til åbningsweekenden i løbet af nul komma fem.

Da MigogAarhus lagde vejen forbi torsdag, var der stadig en ting eller to, der manglede at finde sin plads, men der var ingen tvivl om, at det hele nok skulle blive klar til åbningen.

“Vi glæder os til om 24 timer,” lød det fra Rune Lund Sørensen, inden Michael Christensen sagde:

“Jeg vil sige, at jeg glæder mig også til søndag. Det har været nogle lange dage og lange uger.”

Fremover kommer CAPO til have åbent onsdag og torsdag fra kl. 16.00 samt fredag og lørdag fra 14.00.

Endelig er den her: Nu åbner Aarhus' vildeste mad- og vinbar

Du kan se flere billeder af mad- og vinbaren her på Instagram og booke bord her på hjemmesiden.

Hvad: CAPO åbner
Hvor: Ny Munkegade 4
Hvornår: Fredag d. 8. april kl. 17.00

Del artikel

Andre læser også