Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Får vigtig rolle: Aarhusianer køber sig ind i Gastromé

Af Jonathan Sten Drivsholm
Fra venstre: Klaus Valeur Leffers, William Jørgensen og Søren Jakobsen. Foto: Kasper Hornbæk
Fra venstre: Klaus Valeur Leffers, William Jørgensen og Søren Jakobsen. Foto: Kasper Hornbæk

Gastromé får nyt aarhusiansk blod i ejerkredsen.

Den lokale erhvervsmand Klaus Valeur Leffers indtræder nemlig som medejer af Michelin-restauranten i Risskov, hvor han fremover også vil sidde for bordenden til bestyrelsesmøderne.

Klaus Valeur Leffers overtager nemlig samtidig posten som bestyrelsesformand.

Det oplyser Gastromé i en pressemeddelelse torsdag.

“Stor gevinst for Gastromé”

Med Klaus Valeur Leffers ombord bliver den anerkendte restaurant tilført en række kompetencer, som skal være med til at udvikle og vækste Gastromé som virksomhed.

”I dag er det ikke nok bare at vente på, at folk kommer ind fra gaden for at spise hos os, det kræver langt mere end bare markedsføring.

Derfor sætter vi nu ekstra skub i opbygningen af netværk omkring Gastromé, og det er bl.a. her, at Klaus Valeur Leffers i den grad kan gøre en forskel.

Vi ser det som en stor gevinst for Gastromé, at han nu er med ombord, og han vil kunne bidrage til, at vi får udbygget vores erhvervsnetværk, samt være en stærk medspiller på det strategiske niveau,” forklarer Søren Jakobsen, CEO og medejer af Gastromé.

Gastromé har i dag et erhvervsnetværk med 40 deltagende virksomheder.

Vil udvikle restauranten

Klaus Valeur Leffers er ejer og adm. dir. i virksomheden Valeur Group A/S, der er et konsulenthus med 70 ansatte og speciale i B2B-salg og digital kundeservice.

Gastromé får dermed en bestyrelsesformand, der er stærk på relationer og ekspert i kunderejser, og som både kan styrke Gastromés fokus på forretningen og helhedsoplevelsen på restauranten.

Får vigtig rolle: Aarhusianer køber sig ind i Gastromé

”Jeg har fulgt Søren og William fra de startede med restauranten på Vilhelmsborg og har altid været imponeret over det niveau, de har leveret.

Jeg er selv glad for gastronomi og det at samles om mad i absolut topklasse. Derfor valgte jeg at gå med ind i ejerkredsen, da muligheden opstod, og jeg ser frem til, at vi i fællesskab kan udvikle og vækste Gastromé,” forklarer Klaus Valeur Leffers.

Bygger på fælles værdier

Hos Gastromé har man gennem flere år igangsat en række initiativer, hvor folk på kanten af arbejdsmarkedet er blevet integreret i arbejdet.

Det gælder også restauranten, men især på Gastromés eget mini-landbrug, der ligger i Hasselager.

”Vi driver vores forretninger på samme værdigrundlag, og Gastromé og Valeur har f.eks. fællesskabet og det godgørende til fælles.

Valeur er en familieejet virksomhed med 32 år på bagen, og i lighed med Gastromé tager vi ansvar for mennesker, som har brug for et løft til at komme ind på arbejdsmarkedet.

Så grundlaget for et godt fremtidigt partnerskab er bestemt på plads,” lyder det videre fra Klaus Valeur Leffers.

Ejerkredsen bag Restaurant Gastromé udgøres nu af Lars Jørgensen, William Jørgensen, Søren Jakobsen og Klaus Valeur Leffers. 

Del artikel

Andre læser også