Annonce
Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tog spontan beslutning: Aarhusiansk pensionist vinder million i Lotto

Af Jonathan Sten Drivsholm
Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil

En pensionist fra Aarhus V er blevet en million rigere.

Hun har ellers i årevis spillet de samme Lotto-tal uge efter uge, men for nylig skulle der ske noget nyt.

Kvinden valgte for en gangs skyld at supplere med en Lynlotto-kupon, og det viste sig at være guld værd. Den ekstra kupon udløste nemlig Millionærgarantien og kastede dermed en million kroner af sig.

”Vi skulle ud at rejse, så jeg stod faktisk og pakkede kufferne, da de ringede fra Danske Spil og fortalte, at jeg havde vundet en million. Pyha, det var helt uvirkeligt! Men sådan er verden jo så forunderlig,” lyder det fra den nyslåede millionær i en pressemeddelelse.

Får ben at gå på

Vinderen og hendes mand har spillet Lotto i over 30 år, men det er første gang, at de har vundet mere end et par tusinde kroner.

Fakta om Millionærgarantien:
Millionærgarantien fra Danske Spil sikrer, at der hver uge er to Lotto-millionærer – uagtet resultatet af selve trækningen. De heldige vindere trækkes ud fra alle spillede rækker den pågældende uge. Siden den blev indført, har der været mere end 200 vindere af Millionærgarantien, og der udtrækkes fortsat to nye hver uge.

Spil med omtanke. Spil aldrig for mere, end du har råd til at tabe.

Kilde: Danske Spil

”Det er sådan noget, der sker for alle mulige andre, men ikke for en selv! Og så står man dér med en million!” siger hun.

I første omgang fik millionen lov at stå på kontoen, men siden parret er vendt hjem til det østjyske, har formuen stille og roligt fået ben at gå på.

Til efteråret skal parret på et krydstogt, og her er hotelværelserne blevet opgraderet, så det kan mærkes, at der nu er råd til mere luksus.

Vil dele med sin familie

Næste år skal Lotto-gevinsten hjælpe til, at det rejseglade par får opfyldt en livslang drøm om at rejse til Østasien.

”Vi havde gået og snakket om, at det kunne være interessant at prøve en tur til Østen, men sådan en rejse koster jo mange penge – mindst 75.000 kroner for os to. Men nu har vi jo muligheden for det, så nu siger vi bare; lad os gøre det,” fortæller den aarhusianske pensionist, der også vil dele pengene med sin familie.

”Vi har to børn, og de skal have 200.000 hver. For nylig kom mit barnebarn hen til mig og spurgte: ’Mormor, må jeg godt få 1.000 kroner?’, ’Nej, er du tovlig!’ svarede jeg, og så sagde han: ’Men du har jo lige vundet en million’!” fortæller millionær-mormoren med et varmt mormor-grin, der mere end antyder, at barnebarnet nok skal få sin bid af kagen.

Den aarhusianske Lotto-vinder har i det hele taget ikke svært ved at finde noget at bruge pengene på – måske fordi præmien trods alt ikke er større, end den er.

”Vi har tit snakket om, at hvis vi vandt 10 millioner kroner, hvad i alverden skulle vi så bruge pengene til, ikke? Men én million, det kan man meget bedre forholde sig til,” siger hun med et grin.

Del artikel

Andre læser også