Tilmeld dig MigogAarhus Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAarhus Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aarhusiansk restaurant udvider: Åbner surdejsbageri

Af Freja Dumont

Nedlukningen af samfundet har ikke udelukkende været negativ. Hvis man tager de positive briller på, vil man nemlig se, at der dukker flere og flere surdejsbagerier op i byen.

En af dem, som har brugt noget af sin ekstra tid på at eksperimentere med surdej, er køkkenchefen på Bambi, René Vangkilde Hansen, som også står bag det nye Bambi Bakery.

Bambi Bakery åbner i dag, og stedet kommer til at byde på alt godt fra surdejen lige fra croissanter og snurrer til rugbrød og boller alle lørdage, søndage og helligdage fra kl. 8.00. Åbningen af det nye surdejsbageri fejres med gratis hveder til de første 50 gæster.

Aarhusiansk restaurant udvider: Åbner surdejsbageri

”Vi bliver et klassisk surdejsbageri, men med et twist. Vores kanel- og kardemommesnurrer glaserer vi eksempelvis med fermenteret honning.

Mandelcroissanterne får en lækker syrlig rabarberkompot indeni og tørret rabarber på toppen. Så vi giver vores bud på klassikere, men med vores eget touch,” siger René Vangkilde Hansen.

Økologisk og bæredygtigt bageri

Vi kender allerede Bambi på Banegårdspladsen som et spisested, der tænker i danske lokale råvarer, økologi og bæredygtighed. Nu udvider stedet med et surdejsbageri, som kommer til at køre efter samme filosofi.

”Vi har i årevis drømt om at åbne et lille bageri bygget på bæredygtighed og økologi. Et bageri der udelukkende bager med frisk mel, som vi ved præcis, hvor kommer fra.

Alt hvad vi sælger og serverer er økologisk, og alle råvarer, vi anvender, kommer direkte fra små producenter,” siger René Vangkilde Hansen.

Hele sortimentet er bagt på mel- og kornprodukter fra Kornby Mølle, som du også kan købe i poser hos det nye bageri. Du kommer også til at kunne få økologisk æblemost fra Helges Most og Grønt og andre nøje udvalgte økologiske produkter.

Aarhusiansk restaurant udvider: Åbner surdejsbageri

Sid ned og spis

Fra i dag bliver det i weekenderne muligt at nyde sin morgenkaffe og et stykke surdejsbrød med ost og blåbærmarmelade i restauranten eller ude foran i solen på stedets udendørsservering.

Menukortet byder udover brød og bagværk også på morgenmad som spejlæg med kål og rugbrød eller grilled cheese sandwich med løgkompot og sennep.

”Vi glæder os til at dele både brød, bagværk og smagsoplevelser med vores kommende gæster,” siger René Vangkilde Hansen.

Aarhusiansk restaurant udvider: Åbner surdejsbageri

Startede som weekendlevering

Hele surdejseventyret startede for alvor, da René Vangkilde Hansen under nedlukningen eksperimenterede med surdejsbagning.

”Det var en stor succes, da jeg begyndte at lave morgenbrød på bestilling, og der var stort set udsolgt hele tiden. Den begejstring jeg fik for surdej, lægger jeg nu i bageriet her.

Så må vi se, om vi på sigt genoptager leveringen til Viby og Højbjerg,” siger René Vangkilde Hansen.

Kom selv forbi til bageriets åbning i dag og smag på det lækre brød og bagværk. Husk, at du skal booke bord minimum 30 minutter før ankomst samt medbringe et coronapas, hvis I ønsker at sidde indendørs.

Hvor: Bambi Bakery, Bangegårdspladsen 4

Del artikel


Mest læste historier i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien