Endegyldigt slut: Aarhusiansk tøjfirma lukker med stort lagersalg

Når weekendens lagersalg er ovre, er det endegyldigt slut.
Det aarhusianske tøjfirma Searching for Lines holder ophørsudsalg på Graham Bells Vej 18A lige foran Boulders, og herefter slutter kapitlet.
Det skriver Århus Stiftstidende.
I efteråret 2022 måtte det aarhusianske tøjmærke Searching for Lines lukke sin fysiske butik i Latinerkvarteret.
Her havde de ligget i godt halvandet år og leveret kvalitetstøj i skandinavisk design med høj komfort og god bevægelighed til alle, men med udgangspunkt i klatreverdenen.
Spar 60-80 procent
Lukningen af butikken i Latinerkvarteret blev ikke et endegyldigt farvel fra Searching For Lines.
Herefter kunne du stadig finde deres tøj på hjemmesiden og i klatrekæden Boulders.
Til Århus Stiftstidende fortæller ejer, Mads Bülow Duus:
“Der har været utroligt meget læring i det. Tekstil- og tøjbranchen er ret vild at være en del af, og du skal helst have en del penge i ryggen for at kunne være med.”
Til gengæld kører han stadig mærket Nature Climbing videre med stor succes.
Weekendens lagersalg løber fra den 16.-17. august.
Du kan spare 60-80 procent på alt fra vinterjakker til bukser og t-shirts til både mænd og kvinder.