Så er det vedtaget: Abortgrænsen hæves markant

Regeringen og en række partier er blevet enige om at hæve den danske abortgrænse.
Fremover bliver det muligt at få en abort frem til udgangen af 18. uge af en graviditet. I dag er grænsen udgangen af 12. uge.
Den nye abortgrænse træder i kraft 1. juni 2025.
“Sundhedsfagligt er der intet belæg for den nuværende ugegrænse, og der er heller ikke noget, som tyder på, at der vil komme betydeligt flere eller senere aborter ved at flytte ugegrænsen,” har sundhedsminister Sophie Løhde (V) tidligere udtalt.
Disse tre ting ændres med den nye abortaftale:
- Retten til fri abort flyttes fra 12. til 18. graviditetsuge.
- 15-17-årige kan fremover få en abort uden deres forældres samtykke eller tilladelse fra Abortnævnet.
- De fem regionale abortsamråd erstattes af et nationalt abortnævn.
“Mens andre lande tager et skridt tilbage, tager vi et skridt frem. I dag sender vi et stærkt signal: Vi vil kæmpe for de sejre, vi har opnået. Og vi går ikke på kompromis. Tværtimod.
Jeg er stolt af, at vi i Danmark viser en anden vej. At vi udvider kvinders abortrettigheder i stedet for at undergrave dem,” skriver statsminister Mette Frederiksen på sin Instagram-profil.
Den nye abortgrænse, som hæves fra 12. til 18 uge, blev vedtaget med et flertal, hvor 74 stemte for, mens 29 stemte imod.
Læs også: Nyt forslag: Grønt og levende gadekvarter skal opføres på Aarhus Ø