Ændrede tider og kortere rejse: Togene nordpå får ny køreplan
Nu er det med at være ekstra vågen, hvis du er vant til at pendle til og fra Aalborg.
Fre i dag søndag den 15. december er der nemlig køreplansskifte for DSB-tog i hele landet.
Det skriver DSB på deres hjemmeside.
Turen bliver kortere
DSB’s nye køreplan byder på ændrede tider i hele landet, kortere rejsetid mellem Aarhus og Aalborg og ændringer for InterCity og InterCityLyn.
Togene fra Aalborg mod Aarhus kører 4-9 minutter senere, end de plejer, hver time, så der er heldigvis ikke den store risiko for at misse dem, men det er alligevel med at holde sig opdateret.
Derudover forkortes rejsetiden mellem Aarhus H og Aalborg med fire minutter i hver retning, da DSB nu har mulighed for at køre hurtigere på strækningen efter de store sporarbejder i 2024.
Du kan tjekke de nye afgange og ankomster på Rejseplanen.